Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Suspekt melder klar: Nibe Festival afslører flere store navne til 2022

Af Michael Qureshi

Nibe Festival har været hårdt ramt af Corona-epidemien.

Heldigvis ser det ud til, at Nibe kommer tilbage i absolut topform i 2022. De har den seneste måned præsenteret en række store navne.

Nu har de meldt yderligere tre solide danske navne ud, som også kommer på plakaten.

Nibe Festival, som afvikles i dagene 29. juni – 2. juli 2022, får besøg af Jung, MALURT og Suspekt.

Det skriver man torsdag i en pressemeddelelse.

I forvejen har man offentliggjort navne som Jada, Gnags, Tobias Rahim, Alex Vargas, Martin Jensen, Tessa, Ude af Kontrol x Faustix og flere.

Suspekt

Selvfølgelig spiller Suspekt Nibe 2022. Spændingsmomentet er ikke-eksisterende. Vestegnsdrengene og nordjyderne hænger sammen.

Det så man også, da Suspekt d. 1. december prioriterede Støberiet – festivalens intime spillested i en tourplan, som ellers sendte dem rundt på de helt store spillesteder. 320 billetter var der solgt til koncerten – på en lille time.

Men ja, det var 1. december, og Suspekt gav en historisk koncert for de 80 billetkøbere, der havde kæmpet sig igennem det helt skøre snekaos.

Det blev en mindeværdig aften for de få, og dem der ikke kom frem blev, allerede inden koncerten, lovet en billetrefusion.

Suspekt spiller, onsdag d. 29. juni, Nibe Festival for 13. gang i træk.

Suspekt melder klar: Nibe Festival afslører flere store navne til 2022
Jung

Jung

Jung har også været i Nibe for kort tid siden. Vi skal tilbage til sommeren 2021, hvor Jung gav en anmelderrost koncert til Lyden af Nibe – festivalens succesfyldte Plan B.

Siden har den stået på totalt udsolgte koncerter på storbyernes allerstørste scener – kulminerende med koncerten i mastodontiske Royal Arena.

Jung er ubetinget noget af det største på den danske musikscene, og absolut et optimalt eksempel på, at dansk musik sprudler, og at det så vigtige generationsskifte ruller som en velsmurt Formel 1 racer med verdensmesteren Verstappen bag rattet.

Selvfølgelig spiller Jung på sommerens Nibe Festival.

MALURT

”Tror du på spøgelser – uh hu hu hu?” – Næhhh, men vi tror på, det bliver en historisk rockfest af rang, når et gendannet MALURT langt om længe rammer Skalskoven.

Michael Falch har spillet Nibe et utal af gange solo og i forskellige bandkonstellationer – og i øvrigt senest med MALURT i 1992. Koncerten med MALURT torsdag d. 30. juni bliver en eksplosion af udødelige numre som ”Superlove”, ”CPR”, ”Kold Krig”, ”Vindueskigger”.

Perlerækken er tæt på uendelig.

Del artikel

Andre læser også