Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nibe Festival i fare: Organisationen arbejder med fire scenarier

Af Stine Kjølby Christensen

Tidligere i dag meldte Nordeuropas største karneval ud, at der ikke bliver nogen byfest i foråret.

Til karnevallet plejer op mod 90.000 mennesker at deltage, og af den grund har man helt ekstraordinært valgt at aflyse karnevallet. 

Vi har allerede set flere af denne slags aflysninger og omrokeringer rundt omkring i landet. Blandt andet er årets Distortion i København også, som følge af covid-19, flyttet frem til august.

Det har fået flere nordjyder til at spekulere i, om årets Nibe Festival, der til juli afvikles i Skalskoven, også er i fare.

TV2 Nord har været i kontakt med festivalleder Peter Møller Madsen, der fortæller, at organisationen allerede nu er begyndt at arbejde med forskellige scenarier:

“Der er fire scenarier for de danske festivaler.

At de afvikles som planlagt, at de afvikles senere på sommeren, at de aflyses i år og dermed skubbes til næste sommer.

Ja, og så er der selvfølgelig den sidste mulighed, og det er, at festivalerne bukker under som konsekvens af aflysning,” siger Peter Møller Madsen til TV2 Nord.

Især den sidste mulighed bekymrer Peter Møller Madsen, da der endnu ikke er en hjælpepakke, der i værste fald kan sikre de danske festivalers overlevelse.

Følger situationen nøje

Selvom arrangementer i øjeblikket nedlægges på stribe, så har Nibe Festival stadig en klar tro på, at festivalen gennemføres.

Situationen tages dog meget alvorligt, og organisationen gør hvad den kan for at holde tæt kontakt med relevante myndigheder og brancheorganisationen Dansk Live.

“Vi fortsætter, her på Nibe Festival, med planlægningen af årets festival, og vil de kommende måneder træffe beslutninger på baggrund af myndighedernes anbefalinger og krav.

Der er mere end tre måneder til, festivalen åbner, og Skalskoven fyldes med glade festivalgæster. Skulle det stadig til den tid være nødvendigt med ekstraordinære tiltag på grund af COVID-19, så handler vi, som arrangører, selvfølgelig derefter,” skriver de på hjemmesiden.

Hjælper sygehusene

Selvom Nibe Festival har nok at tænke på i den kommende tid, så har de alligevel haft overskud til at gøre en aktiv indsats for at mindske spredningen af COVID-19.

Dette har de blandt andet gjort ved at donere sit lager af håndsprit til Aalborg Universitetshospital.

Del artikel

Andre læser også