Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Festivalleder er sikker: Det bliver en festival, vi aldrig vil glemme

Af Stine Kjølby Christensen

Nibe Festival havde kun været officielt i gang i knap tre timer, da festivalleder Peter Møller Madsen kom med udmeldingen:

“Det bliver en festival, vi aldrig vil glemme!”

Det kan man tænke er tidligt at fastslå, men for Peter Møller Madsen og hans team er der allerede krydset en lang række ting af, der kan sørge for og sikre en vellykket Nibe Festival.

Mens man sidste år kæmpede med forskellige, praktiske efterveer fra Corona, er der i år landet en helt anden ro i Skalskoven.

Alt udsolgt

Blandt andet fordi, at man allerede i medio maj kunne melde udsolgt af alle billetter, hvilket ikke kun var dejligt, men også rekordtidligt.

Derudover har efterspørgslen på at blive frivillig også været markant højere i år, og i øjeblikket arbejder næsten 5000 mennesker på pladsen, for at sikre den bedst mulige afvikling på alle punkter.

“Vi mærkede allerede interessen for Nibe Festival 2023 i efteråret, da billetterne blev sat i salg, og i takt med året er den bare steget,” fortæller Peter Møller Madsen stolt til årets første pressemøde.

Festivallederen mener, at det blandt andet skyldes årets musikprogram, der alle dage har store navne på plakaten.

“Det giver et godt udgangspunkt for at sælge dagsbilletter, men også partout, fordi mange ikke vil gå glip af noget,” forklarer han.

Dagens tal er 10.000

Festivalpladsen åbnede allerede tirsdag aften, og Peter Møller kan melde om “Mini-Roskilde” tilstande ved Camp Øst, hvor især de unge campister væltede ind.

På dagens pressemøde kom formand for Nibe Festival, Thomas Larsen, også med en status på tallene for Nibe 2023.

Og selvom festivalen kun lige er startet, går det over al forventning.

“Sidste år indførte jeg jo et Bacardi Breezer Index ude i Camp Øst, hvor vores købmand er, og vi har netop rundet 10.000 solgte breezers,” siger en stolt Thomas Larsen.

Sidste år havde man solgt 6.000 på samme tidspunkt, så festivalgængerne er ekstratørstige i år.

En af de helt store nyheder i år er lanceringen af den længeventede App, og her kan Thomas Larsen også melde om vilde tal.

“Vi er tæt på 10.000 downloads, og det er helt fantastisk. Vi tror på, at det her bliver en rekordernes festival på mange områder.” slutter han.

Nibe Festival fortsætter i morgen, og hvis du ikke har sikret dig en billet … så er det altså bare ærgerligt!

Del artikel