Et særligt minde om deres far: Nibe Bryghus står klar med gaven til fars dag
Mangler du en gave til fars dag?
Så er der god grund til at lægge vejen forbi Nibe Bryghus, hvor hylderne netop nu bugner af specialøl, gavekasser og maritime specialiteter til fædre i alle aldre.
I anledningen af fars dag har bryghuset blandt andet lanceret en ny belgisk blond øl.
“Vi har lavet en belgisk blond øl, som hedder FAR-voritten til dagens anledning. Den er lidt lysere og vil indgå i enhver gavekasse, som man køber herude,” fortæller Heidi Bonde, som sammen med sin bror, Benno Bonde, driver Nibe Bryghus.
Udover de mange varianter af gavekasser har de også skiftet det traditionelle bland-selv-slik ud med bland-selv-øl.
“Man kan også komme og blande sin egen fars dags-gavekasse, så ens far kan blive forkælet med lige de øl, han ønsker.”

Lakrids-pibe øl med en særlig betydning
“Kaptajn” er i dag en af bryghusets mest populære specialøl, og det er en øl, som har en helt særlig betydning for familien bag bryghuset.
Øllen blev nemlig skabt som en særlig hyldest til Heidi og Bennos far, som gik bort for fire år siden.
“Nibe Bryghus er jo designet som et skib. Derfor er min far altid blevet kaldt kaptajnen,” fortæller Heidi.
Den er, som den eneste øl i Danmark, brygget på lakridspiber, kærlighed og masser af minder.
“Kaptajnens øl betyder rigtig meget for os hernede på bryghuset. Det er en mindeøl, som er lavet til ære for vores far.”
Da Heidi og Bennos far blev syg, opstod idéen om at skabe en øl til at hylde ham.
“Vi ønskede at lave en hyldest til vores far, som kunne minde os om ham hver dag.
Min far har altid passet min søn, Malthe, meget, når jeg har arbejdet her på bryghuset.
Når de var sammen modtog jeg altid en masse billeder af dem begge med lakridspiber i munden, så derfor var det oplagt, at der skulle lakridspiber i øllen,” fortæller hun.
Selvom deres far aldrig nåede at opleve øllen komme på markedet, er familien ikke i tvivl om, at han ville have elsket den.
“Jeg ved, min far ville have været meget stolt. Det ville han have elsket.”

Gaver til alle prisklasser
Uanset om man er på jagt efter en enkelt specialøl eller en større gavekurv, er der masser af muligheder på bryghuset i disse dage.
Priserne starter allerede ved 79 kroner, og Heidi og Benno står klar til at guide med lige den gave, der passer til din far.
“Vores største ambition er at få folk herned i butikken og købe øllet.
Vi ligger jo lige ved vandet, så alt hvad vi laver er inspireret af det maritime univers,” fortæller Heidi.
Derfor hedder deres forskellige øl også alle noget som styrbord, bagbord, bramsejl og piraten.
Så tag ned til Nibe Bryghus og oplev det maritime univers af øl og specialiteter – perfekt til fars dag.
Nibe Bryghus holder åbent alle dage, bortset fra tirsdag, fra klokken 11 til 19.
Læs også: Hygge, humle og god mad: Nibe Bryghus har åbnet for sæsonen