Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hyldest fra Dobbelt A: Niarn pryder nyt flot Street Art maleri

Af Jens Erik Møller

Aalborg er efterhånden kendt for sin street art langt ud over byskiltet.

Det er næsten ikke muligt at gå en tur i Aalborg uden at komme forbi lækker kunst på en eller anden husgavl.

En af dem, der har delt sin art med resten af Aalborg, er Claus Frederiksen, der også kendes under kunstnernavnet Burnon.

Han har malet flere gavlmalerier i Aalborg og omegn – blandt andet i en baggård til Jernbanegade, og på en gavl ved gågaden i Nørresundby.

Nu er han så klar med en hyldest og et ”Velkommen hjem til Dobbelt A” til en af Aalborgs mest kendte bysbørn: Niels Roos – bedre kendt som Niarn.

Det nye streetart-maleri af den kendte rapper er malet ved indgangen til Karolinelund skråt overfor Skråen.

Og selvom det er ser flot og imponerende ud, så er det ifølge Burnon faktisk gået ret hurtigt.

”Jeg malede det i mandags og har brugt fire timer på det i alt. Jeg har brugt et sted mellem 10-15 spraydåser med 400 ml,” siger Burnon til MigogAalborg.

Valgt af Niarn selv

Det er i øvrigt Niarn selv, der har valgt det billede, som Burnon har malet udfra.

”Jeg ville gerne male ham,” forklarer Burnon.

“Så jeg skrev til ham mellem jul og nytår og spurgte, om det var i orden. Niarns reaktion var meget positiv. Svaret var et ”helt sikkert”. Man bliver stolt, når man sender det færdige resultat. Som fan bliver man stoke og glad.”

Burnon er kæmpe fan, og Niarns musik betyder meget for ham.

“Jeg har boet i København i 10 år, og når jeg fik hjemve, så satte jeg altid hans musik på højtalerne. Jeg har altid dyrket hans musik.

Men selvom vi begge kommer fra hip-hop og skatermiljøet i Aalborg, så hang vi ikke ud sammen, fordi der er en lille aldersforskel.”

Udsolgt show på Skråen

Niarn vender i øvrigt rigtig hjem til Aalborg her på onsdag 27. februar, hvor han optræder på Skråen med sit nye underholdningsshow “Manden de kaldte Niarn”.

Som navnet måske antyder, er det et mix af musik og historiefortælling.

For fem år siden droppede Niels Roos dog ”Niarn”, da et massivt alkohol- og stofmisbrug efterhånden blev for meget.

Det er derfor en genfødt musiker, vi kommer til at opleve, for det var kun navnet, og ikke musikken, der blev lagt på hylden.

Showet er forlængst udsolgt, men Burnon har naturligvis allerede sikret sig billet. For selvfølgelig skal han ind og se sit store idol, når han gæster barndomsbyen.

”Jeg er meget spændt på hans show på den positive måde. Han ville gerne lave musik, men jeg var bange for, at det var noget andet, end hvad han plejer at lave. Men han står stadig ved, hvem har været.”

Og som en lille ekstra hilsen, så peger væggen med street art-versionen af Niarn direkte over mod Skråen, så han selv kan kigge med, når han spiller onsdag aften.

Del artikel

Andre læser også