Slog ni verdensrekorder på 10 dage: Stine Rex drømmer stadig om søen i Aabybro
10 døgn, ni verdensrekorder og mere end 1.300 kilometer i benene.
Man skulle måske tro, at Stine Rex havde brug for at ligge med benene oppe i nogle uger efter den vanvittige præstation rundt om søen i Aabybro.
Men allerede tirsdag – bare to dage efter, hun løb over målstregen – var den nordjyske ultraløber tilbage på arbejde som træner i Skansen i Nørresundby.
“Men så snyder man jo bare og springer over, når deltagerne skal lave burpees eller andet, man ikke lige orker,” griner hun.
For at have løbet 1.300 kilometer på ti dage er heldigvis en undskyldning, de fleste accepterer, forklarer hun med et smil.
Men mens kroppen igen er tilbage i nogenlunde almindelige rammer, er hovedet tilsyneladende ikke helt færdigt med de ti døgn i Aabybro.
Drømmer stadig om løbet
Når Stine Rex lukker øjnene om aftenen, kan hun stadig befinde sig på ruten omkring søen.
Hun drømmer, at hun løber, at tiden går, og at hun pludselig er kommet for sent og ikke når at slå rekorden, fortæller hun.
Og det er måske ikke så mærkeligt.
I ti døgn handlede det kun om at løbe så langt som overhovedet muligt, og hendes søvn var planlagt ned til mindste detalje – og reduceret til korte pauser, før hun igen skulle ud på ruten.
“Det er jo en form for tortur. Jeg blev vækket, når jeg lige havde fået lov at lukke øjnene lidt, og så skulle jeg ud og løbe igen,” fortæller hun med et smil.
Alligevel er det ikke de hårde timer, hun tænker tilbage på, når hun mindes årets løb i Aabybro.
“Jeg tror aldrig, jeg har været så stolt af noget, som jeg er denne gang,” siger hun.
“Jeg så både børnefamilier hygge sig langs ruten og voksne mennesker stå med tårer i øjnene, når de fik kilometervesten på. Det rører mig så dybt at være med til at give de oplevelser,” siger hun.
Og så var der selvfølgelig også løbets store formål: At samle penge ind til Gestus Nord.
Sidste år blev der samlet 1,8 millioner kroner ind til foreningens arbejde med udsatte børn og unge, og igen i år var der stor opbakning til det formål.
Her blev der nemlig samlet lige godt to millioner kroner ind.
I alt blev der solgt omkring 5.300 løbsnumre til mennesker, der ville ud og tage en eller flere omgange sammen med Stine Rex.
“Det er helt sindssygt,” siger hun.
For hende er noget af det særlige ved arrangementet netop kombinationen af at samle penge ind og samtidig få tusindvis af mennesker op af sofaen og ud at bevæge sig.
Final Run – eller ?
Sidste år, da Stine Rex havde gennemført sit seksdagesløb i Aabybro, var hun heller ikke klar til at love, at det var sidste gang, hun havde fundet på noget vanvittigt.
Og det blev det som bekendt ikke.
Denne gang blev seks døgn til ti, resultatet blev ni verdensrekorder, og løbet hed “Final Run”, fordi hun forinden havde svoret, at det ville blive sidste løb i Aabybro.
Men har hun nu løbet sin sidste runde omkring søen i Aabybro?
“For nu,” svarer hun svævende, da vi spørger.
Hun kommer ikke til at stille op igen næste år.
“Men vi ved aldrig, hvad fremtiden bringer,” siger hun.
Og selv hvis hun ikke selv stiller sig på startstregen i Aabybro næste år, kommer hun formentlig til at løbe et par omgange mere omkring søen endnu.
I hvert fald når hun sover.
Løbet “Nordjylland gør en forskel” var arrangeret af TV2 Nord.
Stine Rex slog ni verdensrekorder under sit 10-dages løb i Aabybro – blandt andet rekord for 10 dages løb, 7 dages løb, 8 dages løb, 9 dages løb og 700 miles.
Kilde: Dansk Atletik
Læs også: Traditionsrig dag i vente: Derfor vrimler det med præster i midtbyen fredag