Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Akari er kult i Aalborg: Men nu er det slut med Netto efter 9 år

Af Michael Qureshi
Foto: Instagram -  Victor Ibara
Foto: Instagram - Victor Ibara

Kan en kasseassistent i et supermarked blive en kultfigur i en af landets største byer?

Svaret må være et rungende ja, når det gælder Akari Loliha Sisto. Bedre kendt blot som Netto-Akari.

Da vi sidste år skrev historien om Netto-Akari og ikke mindst at han var storebror til landsholdsspilleren Pione Sisto, blev artiklen læst mere end 80.000 gange. Derudover fik Facebook-opslaget over 2000 likes og 1000 kommentarer.

Da Akari dimitterede som civilingeniør på Aalborg Universitet før sommerferien blev videoen med forældrenes utraditionelle stammedans set af over en halv million, og blev blandt andet delt på tv2.dk.

Folk elsker at holde af Akari

Så Akari er i den grad en mand, som folk elsker at holde af. Men nu bliver det altså sværere at få grineflip eller selfies med den glade fyr bag kassen i Netto. Efter ni år er det helt slut med Netto. Det fortæller Akari til MigogAalborg.

“Jeg har været der i ni år, og jeg har taget min tørn. Nu trænger jeg til at fokusere på mit fagområde og prøve noget helt nyt.

Jeg har fået et deltidsjob i en lille virksomhed, hvor jeg bliver en del af teamet, og hvor jeg kan arbejde mere med mit fag. Vi arbejder med bæredygtigt byggeri, og det er en spændende proces at være med til,” fortæller Akari.

Akari er kult i Aalborg: Men nu er det slut med Netto efter 9 år

Har mødt mange søde og sjove mennesker

Det er kun ganske få år siden, at Akari flyttede til Aalborg fra Odense. Men han føler sig så godt taget imod i Aalborg, hvor han også bliver boende i Vestbyen.

“Jobbet i Netto på Vesterbro har helt klart gjort det lettere for mig at føle mig som aalborgenser. Jeg har lært rigtig mange søde og sjove mennesker i jobbet, og jeg har været så heldig også at få lov til at brande mig selv som person igennem jobbet,” fortæller Akari Sisto.

“Jeg har virkelig lyst til at sige, at jeg skylder de mange kunder, jeg har mødt i Netto en stor tak for en fantastisk tid. Det har virkelig været sjovt, og jeg elsker at gøre andre glade. Nogle gange kan det godt være lidt surt at gå ned og handle, men der har jeg forsøgt at sprede lidt liv og glade dage,” fortæller Akari.

Aalborg er blevet en meget international by

Han roser Aalborg for den udvikling byen er i gang med.

“Aalborg er virkelig blevet en meget international by. Der er mange udenlandske studerende, og de bidrager med en masse ny inspiration til Aalborg. Jeg ser kæmpe muligheder i byen, og den går en lys fremtid i møde,” lyder den optimistiske melding fra Akari.

Vi har kun en opfordring herfra. Om fire år når der er kommunalvalg igen i Aalborg, så skal Akari stille op som borgmesterkandidat. Vi er klar med stemmerne!

Del artikel

Andre læser også