Netop sat til salg: Nu er burgerbar lukket ned

For blot 10 dage siden kunne vi her på MigogAalborg fortælle, at en af byens burgerbarer var blevet sat til salg.
Dengang lød det, at ejerne ønskede at sælge både franchisekonceptet og selve restauranten, som har kapacitet til 70 indendørs siddepladser og yderligere 30 pladser udendørs.
Læs også: Hvem slår til?: Nu kan du overtage travl burgerbar i midtbyen Restauranten råder over et samlet areal på 261 kvadratmeter, fordelt på 148 kvadratmeter i stueplan og 113 kvadratmeter i kælderen.
Omsætningen blev dengang oplyst til at være 550.000 kroner inklusive moms om måneden.
I perioden fra 1. januar til 30. juni 2025 har restauranten haft en samlet omsætning på 3.325.000 kroner inklusive moms.
Nu er der imidlertid nyt i sagen, og det ser desværre ikke ud til at være gode nyheder for dem, der holder af The Burger Concept.
MigogAalborg har fået tilsendt en SMS, der er sendt ud til medarbejderne, hvor det fremgår, at restauranterne i Aalborg og Hjørring er lukket med øjeblikkelig virkning, og at alle ansatte er opsagt fra dags dato.

I beskeden forklares det, at restauranterne er solgt tilbage til udlejer, og at lukningen er kommet som en overraskelse for både medarbejdere og ledelse.
MigogAalborg har forsøgt at få en kommentar ejerne af The Burger Concept, men uden held.
Ingen har reageret på vores henvendelser, og telefonnummeret, der er oplyst på deres Facebook-side, er heller ikke længere aktivt.
På døren til restauranten hænger et skilt med teksten “Vi HolDER Lukket Idag”, og inde i lokalet er medarbejdere i gang med at pakke inventar ned.
Alt tyder derfor på, at dette markerer afslutningen for The Burger Concept i Aalborg, som har været en del af byen siden 2021.