ANNONCE
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Netop offentliggjort: Metal Final4 kommer til Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Aalborg Pirates
Foto: Aalborg Pirates

Når ishockeyens pokalturnering, Metal Final4, skal afgøres i weekenden 17.-18. februar, bliver det for femte sæson på stribe i Sparekassen Danmark Isarena i Aalborg.

Det skriver metalligaen.dk

Det har de fire kvalificerede klubber, Aalborg Pirates, Herning Blue Fox, Odense Bulldogs og SønderjyskE Ishockey besluttet på et møde i Fredericia tidligere på ugen.

Enighed om Aalborg

De fire direktører talte sammen, og der var fuldstændig enighed i beslutningen om at forblive i Aalborg. Havde de fire klubber ikke kunnet blive enige, skulle man ud i en budrunde som i de tidligere sæsoner, men så langt kom det altså slet ikke.

“Tidligere har vi haft faste parametre – for eksempel præmiesummer, faciliteter og events omkring Metal Final4-kampene, som vi har målt klubbernes bud på, og derefter har vi lavet en helt regulær tabel over klubbernes formåen.

Vi er glade for, at Divisionsforeningen og de involverede klubber stille og roligt er kommet til enighed uden problemer. Det er en stærk måde at gøre tingene på,” siger Metal Liga-chef Kim Pedersen.

“Vi er fantastisk glade og stolte over, at de andre klubber ønsker at pege på os som Metal Final4-vært. Vi mødte egentlig op til mødet med en fuldstændig afklaret holdning til, at Metal Final4-finalestævnet gerne måtte komme rundt i landet, og at det derfor ikke var Aalborg Pirates, som skulle være vært i februar 2023,” siger Aalborg Pirates-direktør Lars Laursen.

“På alle måder var det en overraskelse, at pilen pegede på Aalborg Pirates som vært for femte år i træk, men når ens kolleger synes, at det er den bedste løsning for Metal Final4 i 2023, er vi klar. Vi sagde på mødet til de tre deltagende klubber, at vi er klar til at arrangere et finalestævne på samme niveau, som vi har været kendt for fra tidligere år. Programmet er ikke klar endnu, men vi melder ud i løbet af nogle få uger, både med program og billetsalg,” siger han.

” For retfærdighedens skyld skal det først og fremmest slås fast, at Aalborg var parat til at overlade Metal Final4-eventen til en anden klub. I Herning ville vi gerne have haft Metal Final4, men erkender også, at opgaven er yderst ressourcekrævende, hvis vi skal opnå mindst samme niveau som Aalborg har leveret de seneste sæsoner.

Vores vurdering er, at det vil være vanskeligt at skaffe de nødvendige indtægter og dermed overlader vi meget gerne Metal Final4 til Aalborg igen. Vi glæder os allerede,” siger direktør i Herning Blue Fox, Torben Skovsgaard.

“Aalborg har en god og sikker drejebog, som klubben har gennemført med stor succes. Pirates er igen klar på at gennemføre drejebogen ud fra de kriterier, vi opstiller til Metal Final4 i 2023, og det har vi stor respekt for.

Set i lyset af ”svære tider” var alle fuldstændig enige om at genvælge Aalborg som værtsby og bakke op omkring Metal Final4 i Sparekassen Danmark Isarena med masser af fans, sponsorer og en regulær ishockeyfest med glade aktører fra alle fire deltagende byer og klubber, siger Klaus B. Rasmussen, der er direktør for Sønderjysk Elitesport og samtidig formand for Divisionsforeningen.

Samme holdning findes hos Odense Bulldogs-direktør Ole Nielsen.

“Først og fremmest glæder vi os til igen at være med i Metal Final4, som plejer at være en fantastisk fest i Aalborg. Pirates-organisationen har for længst bevist, at ”afviklingsniveauet” på Metal Final4 er på et meget højt niveau, og hos Bulldogs bakker vi fuldstændig op om placeringen i Sparekassen Danmark Isarena. Vi vil gøre alt for at vi får en stærk opbakning fra fans og sponsorer i Aalborg og vi satser hårdt på at snuppe vores femte pokaltitel i historien,” siger han.

Hvem Odense får som modstander i semifinalen, bliver afgjort fredag aften, hvor der trækkes lod om konstellationerne i forbindelse med kampen mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates. Der er fri lodtrækning mellem de fire involverede klubber. Lodtrækningen foretages mellem første og anden periode.

Udover Metal Final4 vil der være flere andre betydende ishockeykampe på tapetet i Aalborg. Der spilles finaler i Kvindeligaens pokalturnering, ligesom 1. divisionsklubbernes Conference Challenge Cup ligeledes afgøres. Operators Cup, veteranernes pokal, uddeles også under Metal Final4-weekenden.

Del artikel