Netop meldt ud på pressemøde: Flere nye tiltag i Aalborg fra denne weekend
Situationen omkring Corona-virus er alvorlig, og det er den absolut også her i Nordjylland.
I går viste tallene, at det også stiger med antal indlagte i regionen. Seneste status fra Nordjylland er, at der nu er 14 indlagt på sygehusene, hvoraf to er på intensivafdelingen. Den ene af de to er i respirator.
Derfor tog Nordjyllands Politi samt Borgmester Thomas Kastrup-Larsen lørdag formiddag initiativ til et pressemøde, hvor de ville orientere om situationen i Aalborg.
Her gik det især ud på, at det smukke vejr i denne weekend vil få mange aalborgensere ud og nyde vejret.
Flere tiltag for at sikre at folk ikke stimler sammen
Derfor iværksættes nu en række initiativer for at sikre, at folk ikke stimler sammen på Havnefronten eller i parker.
- Aalborg Kommune sender to hold ud på gaden i byens parker samt langs Havnefronten og andre gode “solskins-steder” for at sikre, at folk holder afstand.
- Der er sat skilte op med opfordring til at holde afstand 50 steder rundt omkring i Aalborg-området.
- Alle udendørs fitness-points i Aalborg heriblandt Vestre Fjordpark og Østre Anlæg afspærres.
- Nordjyllands Politi sætter ekstra patruljer på gaden.
“Vi skal tage hensyn, og når vi er ude, så husk at tage afstand til hinanden. Alle de mange store tiltag, der er blevet gjort i forhold til at lukke Danmark ned og sætte folk i karantæne, og mange andre initiativer for at passe på vores ældre og sundhedsvæsenet, det kan blive sat over styr i sådan en weekend med fantastisk vejr.
Så jeg appellerer til alle borgere, at vi tager hensyn og holder afstand,” sagde Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen på pressemødet.
Han havde også en direkte besked til byens unge.
“Jeg har en særlig opfordring til jer unge.
Jeg ved, at nogle ikke følger anbefalingerne om at blive hjemme og mødes i grupper på tværs af byen og udsætter hinanden og andre for en smitterisiko. STOP med det. Drop festen.
Bliv hjemme og vær sammen online. Vi skal virkelig passe på vores ældre og udsatte, på din mormor og dem der har et nedsat immunforsvar. Så hold afstand, lad være med at samles i større grupper og tænk over, at virussen også smitter udenfor.”
Hos Nordjyllands Politi havde man også en løftet pegefinger;
“Folk er nødt til at forstå alvoren. Derfor vil bødeblokken være længere fremme end tidligere, hvis folk bliver ved med at forsamle sig,” fortalte Anne Marie Roum Svendsen, direktør ved Nordjyllands Politi.
Du kan se pressemødet herunder
Vi har patruljer på gaden i hele Nordjylland her lørdag formiddag. Der er ro på alle steder og borgerne følger Politidirektørens og Borgmesterens opfordring til ikke at samles i det offentlig rum. Vores patruljer i Aalborg har fanget stemningen #politidk #vagtchefen pic.twitter.com/A8g7HogU0m
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) March 21, 2020