Netop meldt ud: Aalborg-svømmer klar til OL

Der er nu sat navn på de syv danske svømmere, der skal med til OL. Det er en blanding af rutinerede kræfter og OL-debutanter, som skal repræsentere Danmark ved legene i Paris til sommer.
Det skriver Danmarks Olympiske Komité (DIF) og Team Danmark i en pressemeddelelse.
DIF har officielt udtaget syv svømmere til den danske OL-trup frem mod Paris 2024, og det er med aalborgensisk islæt.
Helena Rosendal Bach fra Aalborg Svømmeklub er udtaget til OL i Paris.
Helena Rosendahl Bach
Født: 12. juni 2000
Hjemby: Fra Holstebro – bor i Aalborg
Sportsgren: Svømning
Disciplin: 200 meter butterfly
Klub: Aalborg Svømmeklub
Tidligere OL-deltagelser: 2020
Udvalgte resultater: Nordisk rekord på 200 meter butterfly ved Swim Open i Stockholm 2024, hvor hun vandt finalen med tiden 2 minutter og 6,93 sekunder. I februar 2024 vandt Helena Rosendahl Bach den første danske VM-medalje i syv år, da hun vandt VM-sølv i 200 meter butterfly.
Rekordfart med i bagagen
De danske svømmere har vist gode takter de seneste måneder. Blandt andet gav Helena Rosendahl Bach en forsmag på, hvor hun er henne formmæssigt, da hun for nylig satte nordisk rekord på 200 meter butterfly ved Swim Open i Stockholm, som hun vandt i tiden 2 minutter og 6,93 sekunder. Det er en forbedring af hendes egen rekord fra VM i Japan i 2023.
Tilbage i februar sørgede Helena Rosendahl Bach også for den første danske VM-medalje på langbane i syv år, da hun vandt VM-sølv i samme disciplin. Nu ser den 23-årige svømmer frem til at deltage ved sit andet OL.
”Jeg glæder til at trække noget landsholdstøj på og matche de andre og være en del af det danske setup, hvor vi hepper på hinanden og er der for hinanden. Det sammenhold, der er ved et OL, er helt unikt. Jeg håber, jeg kan bygge på min form lige nu og svømme endnu hurtigere til OL, når det virkelig gælder. Jeg vil gerne svømme hurtigere, end jeg nogensinde har gjort før, og jeg vil rigtig gerne i den OL-finale,” siger Helena Rosendahl Bach.
Rutinerede svømmere og OL-debutanter
Det er et godt blandet svømmehold, der drager afsted mod Paris. Flere af de danske svømmere har ligesom Helena Rosendahl Bach været til OL før.
Det gælder for Julie Kepp Jensen, og Signe Bro. Helena Rosendahl Bach og Julie Kepp Jensen nåede frem til semifinalerne i deres individuelle løb til OL i Tokyo 2021. Nu drømmer de om at gå skridtet videre i Paris.
Men der er også nye navne med i OL-sammenhæng. Thea Blomsterberg, Schastine Tabor, Elisabeth Sabroe Ebbesen og Martine Damborg skal til deres første OL.
DIF’s OL-chef de mission Søren Simonsen siger om udtagelsen:
”Jeg er glad for at kunne byde svømmerne velkommen på det danske hold. Dansk svømning har gennemført et generationsskifte, så der er en del nye og spændende navne, danskerne skal opleve i bassinet i Paris. Jeg glæder mig meget til at følge dem.”
I Team Danmark er der også forhåbninger om, at dansk svømning kan være med i kampen om de gode placeringer i Paris, og man glæder sig til at se de nye unge navne, som står foran deres første OL.
”Det bliver meget spændende at følge de danske svømmere til OL. Dansk svømning har de seneste år gennemgået et større generationsskifte, så der er nye navne og profiler, der er kommet til. Flere af dem har allerede vist, at de er klar til at give alt, hvad de har for at hente gode resultater hjem til Danmark.
Vi glæder os til at se de danske svømmere i det olympiske bassin, hvor de kan vise deres hårde arbejde og dedikation frem på den store scene,” siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.
De syv svømmere er:
- Helena Rosendahl Bach, 200 meter butterfly
- Julie Kepp Jensen, 50 m fri og 4×100 meter fri
- Thea Blomsterberg, 200 meter brystsvømning og 4×100 meter medley (brystsvømning)
- Signe Bro, 4×100 meter fri og 4×100 meter medley (fri)
- Schastine Tabor, 4×100 meter medley (ryg)
- Martine Damborg, 4×100 meter fri og 4×100 meter medley (butterfly)
- Elisabeth Sabroe Ebbesen, 4×100 meter fri