Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Netop afsløret: Kæmpe lysparade afholdes i Aalborgs gader

Af Emil Kjær Jørgensen
Stock Photo: Lights Parade
Stock Photo: Lights Parade

I et storstilet samarbejde mellem Danmarksindsamlingen, Aalborg Karneval, Musikkens Hus, Erhverv Norddanmark og Aalborg Events arrangeres den 2. februar 2019 en lysparade, hvor hele Nordjylland er inviteret til at deltage.

Lysparaden bliver åbningen af Danmarksindsamlingen til fordel for udsatte piger verden over.

Det skriver Aalborg Karneval i dag i en pressemeddelelse.

Ambitionen er at samle 10.000 deltagere i paraden, men paraden kan sagtens rumme flere – helt op til 30.000 er der plads til.

Deltagerne opfordres til at medbringe egne lys, som kan være alt fra pandelamper til cykellygter og lyskæder.

Største enkeltstående initiativ under Danmarksindsamlingen

Samtidig er lysparaden en indsamling, hvor virksomheder fra hele Danmark kan støtte med et beløb per aktiv deltager i paraden fra én krone per deltager til et større beløb.

“Jo flere deltagere, der kommer, og jo flere virksomheder, som støtter, desto større et beløb vil lysparaden bidrage med. Vi håber, at lysparaden bliver et symbol på det lys i mørket, som kan gøre en afgørende forskel,” udtaler Kresten Thomsen, daglig leder for Foreningen Aalborg Karneval.

Lysparaden er samtidig et samlingspunkt for store erhvervsmæssige interessenter, og derfor er det naturligt, at Erhverv Norddanmark går i dialog med virksomhederne om at bakke op om initiativet.

“Lysparaden ser ud til at blive det største enkeltstående initiativ under livetransmissionen, så det er med stor stolthed, at Erhverv Norddanmark deltager i arrangementet.

Vi er allerede i dialog med en lang række virksomheder, og vi opfordrer selvfølgelig til, at virksomhederne bruger paraden til at samle medarbejdere for at støtte en fælles sag”, siger Kurt Bennetsen, direktør i Erhverv Norddanmark.

“Det er samtidig en unik mulighed for igen at markere Aalborgs evne til at samarbejde på tværs af virksomheder, kommune og foreninger. Det bliver stort,” udtaler Kurt Bennetsen.

5000 LED-lys indkøbt til formålet

Alle deltagere opfordres til at medbringe egne lys, men derudover har Aalborg Karneval indkøbt 5.000 LED-lys til formålet.

”Aalborg Karneval gennemfører i forvejen Danmarks største parader, så derfor er det naturligt for os at stå i spidsen for denne begivenhed”, udtaler Mette Bugge, formand for Foreningen Aalborg Karneval.

”I januar 2017 var det også Aalborg Karneval, som koordinerede åbningsparaden af AARHUS 2017, så vi glæder os rigtig meget til at gentage det på hjemmebane”.

Paraden starter kl. 18:30 fra Nørresundby Torv og bevæger sig over Limfjordsbroen og langs havnen for, at ende på Musikkens Plads, hvor Danmarks Indsamling og Musikkens Hus sørger for underholdning, aktiviteter og hygge.

Du kan finde mere info om lysparaden her.

Del artikel

Andre læser også