Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nej tak til Wolt: Aalborg-restauranter overvejer mulig løsning

Af Nathalia Hentze Nielsen
Arkivfoto
Arkivfoto

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at der er opbrud blandt restauratørerne i Aalborg.

Som vi har skrevet den seneste uge, er der stor utilfredshed over udbringningstjenesten Wolt’s høje procentsatser, og over 30 restauratører i Aalborg valgte derfor fra fredag at lave et fælles boykot af tjenesten.

Mandag skulle Wolt så mødes med repræsentanter fra en række aalborgensiske restauranter, og de to parter skulle forsøge at mødes over midten og finde en løsning.

Det står dog klart, at det ikke er lykkedes.

“Vi har haft mødet, og som vi forventede var Wolt ikke til at danse med i forhold til kommission. Det er jo en kæmpe problematik, når flere steder vitterligt er ved at dreje nøglen om.

Vi er derfor næsten alle enige om fortsat at lukke ned for Wolt.

Vores plan er at sætte en ny leveringstjeneste op hurtigst muligt, så kunderne får mulighed for at få leveret maden,” fortæller Ann-Britt Pedersen, indehaver af Casa Pazza, der er blevet en repræsentant for mange af restauranterne.

To forslag fra Wolts side

Fra Wolts side fortæller de, at de kom til Aalborg med to nye tiltag for at hjælpe de trængte restauranter.

I en pressemeddelelse skriver de, at det ene tiltag er et energitillæg, mens det andet er en mulighed for i højere grad at sælge uden for Wolts platform.

Energitillægget kan blive tillagt alle nye ordrer på Wolt, hvis restauranten ønsker det, og bliver op til ti kroner per ordre. Tillægget vil tilfalde restauranterne 100%.

“Det er den hurtigste positive forandring, vi kan tilbyde restauranterne, så deres indtjening stiger. Det er et beløb, som vores partnere selv skal fastsætte, og som kommer restauranterne 100% til gode,” forklarer Daniel Johansen, chef for Wolts restaurantpartnerskaber.

Det andet løsningsforslag er at at skabe mere omsætning uden for Wolts platform. Her tilbyder leveringstjenesten at hjælpe restauranterne med at oprette deres egen hjemmeside som salgskanal via en ekstern partner, og at de herefter kan vælge Wolt Drive til at levere bestillingerne til kunderne.

Wolt skriver, at det kan give restauranterne omsætning, hvor de selv fastsætter leveringspriserne og selv står for markedsføringen og kundekontakten.

Disse to tiltag har mange af Aalborg-restauranterne dog allerede igangsat på eget initiativ, siger Ann-Britt Pedersen, og tilføjer at nogle restauranter allerede fra denne uge vil tilbyde kunderne levering via en ny tjeneste.

Ny leveringstjeneste vil give magten tilbage til restauratørerne

Denne nye leveringstjeneste er faktisk så ny, at den endnu ikke har et navn, men bag den står erfarne kræfter.

Søren Ib Sander, der er direktør for leveringstjenesten Waiteer, har nemlig valgt at fusionere med Takeout, som er en København-baseret online portal for takeaway-mad.

Hvilket navn platformen lander på er endnu usikkert, men faktum er at den kommer til at fokusere på at tilbyde levering fra restauranternes egne hjemmesider.

“Meget enkelt sagt tilbyder vi et modul til restauranterne og tilknytter vores logistik. Det vil sige, at kunden bestiller fra eksempelvis Casa Pazzas hjemmeside, og så tilbyder vi vores leveringsservice gennem dem.

På den måde kan restauranterne eje deres egen data og tage magten tilbage, mens vi fokuserer på det, vi er gode til – at levere maden,” siger Søren Ib Sander til MigogAalborg.

Den store problematik i hele forløbet mellem restauratørerne og Wolt har hele tiden været kommissionen, og her vil den nye platform også adskille sig væsentligt fra konkurrenten, forklarer Søren Ib Sander.

Hvor Wolt opkræver mellem 25-30 procent af bestillingen og et leveringsgebyr fra kunden, vil Waiteer/Takeout leveringstjenesten tage 15 procent samt et leveringsgebyr fra kunden og en månedlig afgift for at stille teknologien til rådighed.

Et tilbud, der er langt mere spiseligt for bl.a. Casa Pazza og de mange andre utilfredse spisesteder.

“Søren har tilbudt at hjælpe os til en langt lavere kommission, og det sætter jeg personligt stor pris på,” siger ejeren Ann-Britt Pedersen, der allerede er ved at få tjeneste op at køre via sin hjemmeside.

Hvordan kommer den nye platform til at virke?

Som en helt almindelig aalborgenser, der gerne vil have leveret takeaway hjem til stuen, står du nok primært med to store spørgsmål.

Hvordan bestiller jeg nu takeaway? Og hvornår kan det lade sig gøre?

Svaret på det første spørgsmål er, at hvis restauranterne vælger at bruge den nye leveringstjeneste, vil du skulle bestille din mad gennem restaurantens egen hjemmeside. Her vil du kunne vælge “afhentning” eller “levering”, som vanligt.

Da det geniale ved Wolt er, at alle restauranter er samlet på én side, og man kan scrolle rundt, og se hvor man kan få eksempelvis pizza eller kinesisk, har dele af gruppen af restauranter, der boykotter Wolt også tænkt sig at lave en samlet hjemmeside.

På den fælles hjemmeside vil restauranterne være repræsenteret, og man kan herefter klikke på deres logo og blive ledt ind på hjemmesiden, hvor man kan bestille maden.

“Restauranterne kommer til at skulle tage ejerskab for deres egen markedsføring, og det kræver, at de investerer i det. Til gengæld får de kræfterne tilbage til at få en ordentlig forretning op at køre.

Jeg håber, at de kan se værdien i dette, og jeg sender meget gerne mine erfaringer videre markedsføringsmæssigt,” uddyber Søren Ib Sander.

Han tilføjer, at de allerede har hjulpet den thailandske restaurant Esaan, og at kunderne derfor i morgen vil kunne få maden leveret. Også Casa Pazza er i fuld gang med at få tjenesten sat op og regner med at tilbyde levering i denne uge.

“Vi har allerede en flåde af bude i Aalborg og mulighed for hurtigt at skalere op. Nogle af restauranterne vil gerne stille og roligt på, andre vil gerne hurtigt, og jeg har lovet Ann-Britt, at vi arbejder i døgndrift på at få det her op at køre.

Under Corona onboardede vi spisesteder på under 24 timer til Waiteer, og nu bestræber vi os på at være klar på under fem hverdage,” siger direktøren afslutningsvis.

Om dette løser alle problemerne for byens takeaway-steder er dog tvivlsomt, da Wolt i nogle tilfælde har stået for 90% af stedernes ordrer.

Del artikel

Andre læser også