Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mystik om Elbjørn: Rod overalt – og ejerne er som sunket i jorden

Af Emil Kjær Jørgensen

For knap et år siden kunne vi her på MigogAalborg fortælle den gode nyhed.

Elbjørn fik stort comeback på Aalborgs restaurations-scene.

Fra 1954-1996 var M/S Elbjørn en del af den danske isbrydertjeneste, men siden 2004 har skibet ligget til kaj i Aalborg havn, hvor det har fungeret som restaurantskib.

Restauranten blev dengang hurtigt meget populær på grund af blandingen af historie, charme og ikke mindst den gode mad.

Med Aalborgs rivende udvikling på alle fronter gik det dog markant ned ad bakke, og i maj sidste år blev Elbjørn så sat til salg.

Nye og friske vinde over Elbjørn i december 2017

Det var så i forbindelse med ejerskiftet i december 2017, at der pludselig blæste nye og friske vinde over det ikoniske skib beliggende ved Aalborgs Havnefront.

Martin Lassen fra Viborg kom ind som ny ejer med ambitiøse planer med Restaurant Den Gamle Frue MS Elbjørn.

Det kom også ganske godt fra land. Blandt andet blev deres stegt flæsk ad libitum aftener taget godt imod.

På deres Facebook-side Restaurant Den Gamle Frue Elbjørn var der også fart over feltet. Masser af opdateringer på events og hyggelige stunder ombord.

Den varme sommer kom i den grad skibets placering tilgode.

Mystik om Elbjørn: Rod overalt - og ejerne er som sunket i jorden

Har alle mand forladt skuden?

I dag er tingene helt vendt på hovedet. Det kan virke som om, at alle mand har forladt skuden.

Da MigogAalborg fredag, efter gentagne henvendelser til alle tilgængelige telefonnumre samt Facebook-sidens Messenger-funktion, går ombord for at opsøge ejerne, er der overhovedet ingen liv.

Flaget er ellers hejst, og ramperne fra kajen og op til skibet er nede, så man blot kan gå ombord. Det har de dog været hele tiden.

Ombord roder det overalt med sorte affaldssække smidt ud over det hele.

Der ligger glasskår, skarpe genstande og det ser absolut ikke appetitligt ud.

Vi er kun ganske kort på dækket for at se om, der er nogen vi kan snakke med, og da ingen reagerer, forlader vi Elbjørn igen.

MigogAalborg er blevet kontaktet af adskillige læsere med observationer omkring mærkelig aktivitet på båden den seneste måned.

Vi ønsker dog ikke at viderebringe disse oplysninger, da kilderne kun vil udtale sig anonymt.

Udviklingen de seneste fire måneder

Men hvor gik det så galt?

Det ser ud til, at der sker en ny udvikling i begyndelsen af august. Her undskylder man for rodet på båden på Facebook-siden, men de lover, at der står flere spændende koncepter klar 17. august.

25. september meldes der så ud på Facebook-siden, at stegt flæsk vender tilbage. Men de har også annonceret i Værdicheckhæftet med to nye koncepter. Værdicheckhæftet er et deal kuponhæfte, som uddeles i flere af Aalborgs butikker.

De lancerer i Værdicheckhæftet “Club Elbjørn”, som de kalder for Aalborgs nye Gå-i-byen-sted.

Derudover er de så også blevet til en pizza-restaurant. På La Barza kan man åbenbart nyde pizzaen på båden eller tage med hjem fra deres autentiske italienske pizzaer bagt på ægte stenovn.

Mindre end 10 dage senere meldes der, at deres stegt flæsk onsdag er aflyst på grund af et sprængt gasrør.

Samme melding kommer en uge senere, og derfra bliver der stille. HELT STILLE.

Café Elbjørn? Eller hvad?

Nu skriver vi 7. december, og mystikken omkring skibets skæbne er stadig stor.

I CVR-registeret står Restaurant Den Gamle Frue MS Elbjørn som værende under konkurs.

Når man klikker ind på hjemmesiden restaurantelbjoern.dk kommer man ind på en blog, der virker til at lave reklame-tekster.

Lige nedenfor skibet på Aalborg Havnefront er der placeret et skilt, hvor der står:

“Book skibet!

Privat/Erhvervsarrangementer. Se info på vores Facebook, Café Elbjørn.”

MigogAalborg har gentagne gange forsøgt at finde frem til Café Elbjørn på Facebook og endda stavet det på forskellige måder. Men intet er dukket op som resultat. Vi ender igen ved den oprindelige Restaurant “Den Gamle Frue” MS Elbjørn.

Vi har forgæves forsøgt at kontakte Martin Lassen på telefon og sms’er uden svar. Vi har henvendt os på alle tilgængelige måder via telefon og Messenger til selve Restaurant Elbjørn, men uden held.

Mysteriet er ikke løst

Dermed må man konstatere, at Elbjørns store comeback til Aalborgs restaurant-scene er endt som noget af et mysterie.

Èn ting er ganske vist: Det klæder ikke Aalborgs smukke Havnefront, at et ikonisk skib ligger helt forladt.

Fremtiden for Elbjørn svæver dermed videre i den kolde fjordvind.

MigogAalborg følger naturligvis sagen tæt, og vi hører gerne fra folk, der har nyt om det ikoniske restaurantskib i Aalborg.

Del artikel