Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Trods Corona: Musikkens Hus slår nordisk rekord i sponsoromsætning

Af Michael Qureshi

Selvom kulturbranchen har været hårdt ramt under coronapandemien, løfter Musikkens Hus i 2021 sponsorindtægterne med 30 procent sammenlignet med sidste år.

Det skyldes blandt andet koncerthusets tårnhøje ambitioner, skaberkraft og stor opbakning fra erhvervslivet, lyder det.

Kulturbranchen har i høj grad været udfordret under coronapandemien, hvor landets kulturinstitutioner har måttet se langt efter at samle danskerne til store, kulturelle oplevelser.

Nedlukning og strenge restriktioner har imidlertid ikke sat en stopper for ambitionerne hos Musikkens Hus i Aalborg, som løbende har omstillet sig til den aktuelle situation og præsenteret nye tiltag for fortsat at holde hjulene i gang – kunstnerisk såvel som kommercielt.

Stigning på 30 procent midt i Corona-året

Siden åbningen i 2014 har Musikkens Hus oplevet stor opbakning fra erhvervslivet, og krisetiden er ingen undtagelse. Koncerthuset kan således glæde sig over en stigning på 30 procent i sponsorindtægter i 2021 sammenlignet med sidste år:

“Siden 2014, hvor vi for første gang slog dørene op, har vi hvert år formået at øge vores sponsorindtægt, men særligt fremgangen fra 2020 til 2021 er bemærkelsesværdig, hvor mange af de erhvervsdrivende selv er berørte af krisen.

Vi er derfor dybt taknemmelige for den store opbakning fra de virksomheder, som længe har støttet os og fortsat gør det i en svær tid – mange endda med forøgede sponsorater, såvel som de nye, der er kommet til det seneste år,” forklarer Lasse Rich Henningsen, der er adm. direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester.

Trods Corona: Musikkens Hus slår nordisk rekord i sponsoromsætning

Vækker genklang i Norden

Lasse Rich Henningsen er desuden formand for Nordisk Konserthusråd, og også her vækker den kommercielle succeshistorie genklang.

Musikkens Hus formår nemlig at sætte nordisk rekord i sponsoromsætning blandt rådets medlemmer, som tæller 17 venues i Norge, Sverige, Grønland, Island og Færøerne.

“Samtlige koncerthuse i Norden gennemlever i øjeblikket de samme udfordringer som os, og vi er løbende i dialog med vores nordiske kolleger omkring, hvordan man kan tænke i nye baner økonomisk og organisatorisk for at stå endnu stærkere i fremtiden.

Vi lærer meget af vores tætte samarbejder på tværs af landegrænser, og vi er på samme måde taknemmelige for at kunne tjene til inspiration for andre,” forklarer Lasse Rich Henningsen.

Omstillingsparathed kombineret med en god portion mod

Ifølge direktøren skyldes rekordomsætningen blandt andet fornyelse af koncepter kombineret med en god portion mod og omstillingsparathed, der er kommet koncerthuset til gode i løbet af det seneste år.

“Vi tror på, at det er bedre at tænke som en kamæleon end en dinosaur, og at vi kommer længere ved at tvinge os selv til at se på de muligheder, vi trods alt har.

Derfor har vi heller ikke været bange for at kaste os ud i nye tiltag og har som resultat heraf afviklet mere end 250 koncerter i nedlukningsperioden på fx plejehjem, skoler og tilmed digitalt for fortsat at bevare den kunstneriske relevans – og det kommer naturligvis også til udtryk i vores tilgang til vores erhvervspartnere,” forklarer Lasse Rich Henningsen.

Han uddyber, at Musikkens Hus under pandemiens spæde start valgte at opgradere medarbejderstaben ved at ansætte tidl. adm. direktør i fodboldklubben Vendsyssel FF Lars Glinvad i en nyoprettet stilling som kommerciel chef med henblik på videreudvikling af husets kommercielle profil og kunderettede aktiviteter – og siden er det kun gået én vej.

“Musikkens Hus står for mig som toneangivende i Norden inden for deres felt, og koncerthuset råder over en række enestående faciliteter, som kun få kan hamle op med.

Derfor har det været et stort privilegie at bidrage til videreudviklingen af husets kommercielle profil – også selvom omstændighederne ikke just har været ønskværdige for kulturlivet,” fortæller CCO i Musikkens Hus, Lars Glinvad, og fortsætter:

 “Vi har helt naturligt været nødsaget til at gentænke vores sponsorkoncept under begge nedlukninger, således vi fortsat formår at tilføre værdi til dem, der støtter os.

Vi læner os aldrig tilbage og accepterer status quo – vi arbejder bare anderledes. Det har blandt andet resulteret i, at sponsormiddage er blevet skiftet ud med gourmet to-go og en række andre kreative tiltag, men vi glæder os naturligvis til igen at kunne mødes fysisk.”

Musikkens Hus danner under normale omstændigheder rammen om op mod 1.600 arrangementer årligt og kunne i 2019 bl.a. byde velkommen til Præsident Barack Obama i koncerthusets unikke omgivelser, hvilket skabte international bevågenhed i alt fra amerikanske til kinesiske medier.

Del artikel

Andre læser også