Mulig corona-snyd: Politiet beslaglægger 6 mio. kr. hos nordjysk virksomhedsejer

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Rigspolitiet
Foto: Rigspolitiet

SØIK (Bagmandspolitiet) har beslaglagt over seks millioner kroner hos virksomhedsejer, der mistænkes for snyd med corona-hjælpepakker.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

En 64-årig virksomhedsejer fra Nordjylland nåede at få udbetalt omkring 700.000 kroner fra forskellige corona-hjælpepakker, inden Erhvervsstyrelsen fik mistanke til ansøgningerne om lønkompensation fra en række forskellige selskaber.

I alt havde manden indsendt 13 ansøgninger for omkring 2,7 millioner kroner, og på baggrund af en kendelse fra Københavns Byret har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) beslaglagt mere end seks millioner kroner i værdipapirer hos manden.

En hård linje over for corona-snyd

Beslaglæggelsen skal sikre, at der er penge til at tilbagebetale Erhvervsstyrelsen samt til betaling for en bøde, hvis manden bliver dømt for det mistænkte bedrageri. En bøde vil formentlig ligge på tre-fire gange det beløb, der er forsøgt svindlet for.

Det oplyser Thomas Anderskov Riis, der er chefpolitiinspektør hos SØIK.

“Det er helt afgørende, at de støtteordninger og hjælpeforanstaltninger, der skal holde hånden under virksomheder og lønmodtagere, bliver udbetalt til de rette og ikke bliver misbrugt hverken af organiserede kriminelle eller af svindlere.

Jeg vil gerne advare eventuelle svindlere om, at der bliver slået meget hårdt ned. Domstolene har i de første sager lagt en meget hård linje over for enhver form for snyd,” siger Thomas Anderskov Riis.

SØIK har sendt sagen til videre behandling ved Nordjyllands Politi. Langt hovedparten af anmeldelserne bliver sendt videre til de relevante politikredse, hvor de bliver efterforsket. Den ordning, hvor der er flest anmeldelser, er den store er lønkompensationsordning.

“Her ser vi eksempelvis virksomheder, der søger lønkompensation for ansatte, der aldrig har været ansat, eller som tilfældigvis lige blev ansat, da lønkompensationen trådte i kraft.

Vi ser også sager, hvor det eksempelvis kunne se ud som om, at ansatte arbejder videre, selvom de har fået kompenseret deres løn af staten, og derfor skal sendes hjem og holde fri.

Vi oplever også, at lønmodtagere selv henvender sig, fordi de har fundet ud af, at der er hævet lønkompensation på deres cpr-numre, uden at de selv har fået kompensationen udbetalt – eller er blevet sendt hjem, sådan som reglerne foreskriver,” siger Thomas Anderskov Riis.

182 anmeldelser om snyd med coronahjælpepakker

I forbindelse med anmeldelserne, der typisk kommer fra Erhvervsstyrelsen, har SØIK en koordinerende funktion. SØIK har til og med den 18. december modtaget 182 anmeldelser om mulig svindel med coronahjælpepakker.

156 er anmeldt af Erhvervsstyrelsen, 19 af Skattestyrelsen, en af Slots- og Kulturstyrelsen og seks af Hvidvasksekretariatet. 148 anmeldelser er sendt til videre efterforskning i politikredsene.

Anmeldelserne vedrører i alt et beløb på 64.118.953 kroner, og langt fra alle pengene er kommet til udbetaling, da en del anmeldelser vedrører forhold, hvor det er anmeldt før der er udbetalt penge. I forbindelse med anmeldelserne er der i alt beslaglagt 17.188.672 kroner.