Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Motion og socialt samvær under barsel: Mor og far kan komme i form i DGI Huset

Af Nathalia Hentze Nielsen

Mega hyggeligt.

Det lyder ikke umiddelbart som ord, man ville bruge til at beskrive et fitness hold, men hvis du spørger holdinstruktør og fitnesskoordinator Stine Rex er det netop, hvad Mor og Far i Form er.

Holdet, som udbydes i DGI Huset, er henvendt kvinder og mænd på barsel, og her vægters det sociale lige så højt som det fysiske udbytte.

”Da jeg selv var på barsel, fandtes der kun babysalmesang, så da jeg startede i DGI Huset, tænkte jeg med det samme, at vi skulle tilbyde noget mere til forældre på barsel.

Træningen giver masser af energi til forældrene og mig selv, og mange af dem på holdet bliver venner,” forklarer hun.

En ekstra mødregruppe

Den konstatering kan Mette Dyhrman Sørensen, der har været trofast holddeltager siden juli 2019, tilslutte sig uden tøven:

”Det er et super godt hold, og det er virkelig skønt at komme ud og få både motion og socialt samvær.

Det fungerer som en ekstra mødregruppe for mig.”

Mette Dyhrman Sørensen er mor til tre drenge og har haft to af dem med til træning – hvilket de har elsket, tilføjer hun.

I løbet af sit halve år på holdet er det ikke kun blevet til venskaber, men også en fysisk transformation, der siger spar to.

En gang om måneden måler Stine Rex holddeltagernes fedtprocent og muskelmasse for at finde deres såkaldte body age, der er et udtryk for en persons biologiske alder i kontrast til deres kronologiske alder.

Her er Mette Dyhrman Sørensen gået fra en kropsalder på 39 år til omkring 20 år.

”Jeg har fået meget mere energi,” fortæller hun.

Motion og socialt samvær under barsel: Mor og far kan komme i form i DGI Huset
Mette Dyhrman Sørensen med sin yngste dreng til Mor og Far i Form.

Tag baby med til træning

Holdet foregår hver tirsdag og torsdag fra kl. 10.00 til 11.00, og Stine Rex fremhæver at ”alt er tilladt” i deres time:

”Du er velkommen til at have dit barn med til træning, hvis du ønsker det, og du kan også holde en pause i hjørnet, hvis det er det, du trænger til.

Det vigtigste er at være social og komme ned blandt andre.”

Selve træningens indhold varierer fra gang til gang, og der tages hensyn til at mødrene har været igennem en fødsel.

Der laves bl.a. cardio og styrketræning, hvor babyerne også kan bruges som vægte – et syn, der kan smelte selv de mest kolde hjerter.

Vigtigst af alt er der ingen forventning om, at de nybagte forældre skal være med hele tiden – har man kun kræfter til 10 minutters træning, kan man stadig være med.

Det eneste krav for at deltage på holdet er, at du som mor skal have gennemgået den obligatoriske otte ugers lægeundersøgelse.

Læs mere om Mor og Far i Form og tilmeld dig her.

Hvad: Mor og Far i Form
Hvor: DGI Huset, Nordkraft, 9000 Aalborg
Hvornår: Hver tirsdag og torsdag, kl. 10.00-11.00

Del artikel

Andre læser også