Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mød Mr. Ambassador: Rufus Gifford gæster Nordjylland på fredag

Af Michael Qureshi

Rufus Gifford, den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, besøger Nordjylland på fredag d. 29. marts.

Den inspirerende amerikaner kommer til et erhvervsarrangement stablet på benene af JCI Aalborg netværksgruppen, og du kan komme med og møde ham.

Rufus Gifford, den amerikanske ambassadør under tidligere præsident Barack Obama, besøger Rebild i forbindelse med et erhvervsarrangement, der afholdes på Comwell Rebild Bakker.

Mød Mr. Ambassador: Rufus Gifford gæster Nordjylland på fredag

Den tidligere ambassadør opnåede en særlig næsten folkekær status under sin embedsperiode fra 2014-2017 i Danmark, bl.a. takket være to sæsoner af dokumentarserien Jeg er ambassadøren fra Amerika, der blev sendt på DR3.

Besøget sker i forbindelse med erhvervsseminaret ‘Succes gennem Passion’, hvor Rufus Gifford er en af dagens oplægsholdere.

Han er et scoop

Glæden over at have skaffet et internationalt navn, er tydelig at spore hos kongresdirektør Sarah Kruse, der er en del af arbejdsgruppen bag seminaret:

“Arbejdet bag seminaret startede for snart et år siden og vi er utroligt stolte af at Rufus Gifford bliver en del af det.

Han er så passioneret omkring samarbejdet mellem Danmark og USA og for at modernisere diplomati og opbygge troværdige institutioner. Det skal nok give masser af inspiration til deltagerne,” siger Sarah Kruse.

For de frivillige i foreningen JCI Aalborg, som står bag besøget, er det netop passion, og ønsket om at gøre en forskel i lokalområdet, der har gjort at arrangementet bliver en realitet.

“Det, der kendetegner JCI’er er, at de er passionerede erhvervsfolk og denne passion er især vigtig, når det kommer til frivilligt arbejde,” fortsætter Sarah Kruse.

Passion kan være et vidt begreb, men netop derfor håber kongresdirektøren også at temaet kan tiltrække en bred skare af besøgende.

“Arrangementet kan være for iværksætteren, som gerne vil brænde igennem uden at brænde ud, for medarbejderen som ser sit arbejde som en passion, og gerne vil have inspiration til at holde gnisten, eller for lederen som elsker at lede andre, og gerne vil inspireres til at finde netop den motivations, som holder fremdriften i live hos medarbejderen,” forklarer Sarah Kruse.

Passion på programmet

To andre oplægsholdere udfylder også eftermiddagens program.

Den ene er Rikke Nielsen, tidligere professionel håndboldspiller og stifter af Lykkeliga: et sportsfællesskab for handicappede børn.

Den sidste oplægsholder er eventmanden Henrik Røde Jensen, der var manden bag Barack Obamas besøg i Kolding i 2018.

Tidligere har han også fået prominente navne som Bill Clinton, Al Gore og Kofi Anan til Danmark.

Alle tre skal dele deres erfaringer med at udleve deres personlige passion.

Kongresdirektør Sarah Kruse fortæller om årsagen til emnet:

“Med erhvervsseminaret ønsker vi først og fremmest at skabe fokus på den passion, som driver os alle frem i hverdagen.

Hvordan undgår vi at blive hevet ind i hverdagens trummerum og miste gejsten i vores arbejde? Netop det spørgsmål samt at udforske hvad der er vores passion er dét, som vi ønsker at hjælpe deltagerne med at finde ud af.”

Sådan kommer du med

Erhvervsseminaret arrangeres af JCI Aalborg, der er et udviklingsnetværk for unge, frivillige mennesker i 20’ere og 30’ere og afholdes i samarbejde med det nordjyske reklamebureau Konxion og Erhverv Norddanmark.

Seminaret er startskuddet til JCI Danmarks forårskongres, der også afholdes på Comwell Rebild Bakker.

Kongressen vil blive besøgt af op mod 200 danske JCI-medlemmer weekenden over og er ligeledes arrangeret af arbejdgruppen bag seminaret.

JCI står for Junior Chamber International og er et internationalt udviklingsnetværk for 18-40 årige.

JCI giver netværk lokalt, nationalt og internationalt samt mulighed for at lede, lære og sparre på et niveau arbejdsgiveren måske ikke kan tilbyde i jobbet, men gerne ser medarbejderen evner.

JCI’s “hands on learning” på særligt projekt- og bestyrelsesarbejdet er unikt, og én af vores stærkeste kvaliteter.

Erhvervs seminaret er åbent for alle.

Billetter kan købes via dette link.

Del artikel

Andre læser også