Mod nye mål: Cerise skifter fokus og lukker sin webshop
Hos nordjyske Cerise, der hjælper med eventstyling til livets store fester, er tiden kommet til at tage næste store skridt i eventbranchen.
Indtil nu har virksomheden også solgt alt fra balloner til bordpynt og gavepapir online, men efter seks år er det blevet tid til at skifte fokus.
Fremover vil de fokusere hovedsageligt på eventdelen, ligesom de i stedet for salg vil lave meget mere udlejning. Det sker for at give bæredygtighed en mere central position i måden, Cerise arrangerer fester på.
Det fortæller CEO og stifter Pernille Ussing til MigogAalborg.

Webshoppen lukker
Den strategiske ændring i virksomheden betyder dermed også, at det er blevet tid til at lukke webshoppen hos Cerise.
“Vi kommer stadig til at tilbyde, at man kan kontakte os for balloner osv. til sin fest, men man kan ikke hente det inde på hjemmesiden som hidtil. Det er jo ikke fordi vi ikke arbejder med alle disse festartikler længere, for det gør vi stadig, men omfanget ændrer sig,” forklarer Pernille Ussing.

Ballonposten og webshoppen har været vigtige skridt på vejen som har bidraget til Cerises udvikling, men det er nu tid til at fokusere på deres kerneområder og videreudvikle de koncepter, som de ved skaber størst værdi for deres kunder.
“Vi prøver med vores fokusskifte her at være lidt på forkant med specielt bæredygtighed, for her er vores branche slet ikke nået særligt langt endnu. Selvom beslutningen har været ret nervepirrende, fordi webshoppen har været meget populær, så er vi nødt til at kigge mere langsigtet, og derfor igangsætter vi de her initiativer.
Det er et skridt mod en langsigtet strategi, hvor fokus bliver på leje, så vores festartikler kan bruges igen og igen,” siger Pernille Ussing.
Lukningen af webshoppen er dog ikke den eneste ændring i virksomheden.
Allerede nu har Cerise etableret en afdeling i København, der er i fuld vækst, og de håber i fremtiden på også at kunne byde på endnu flere afdelinger rundt om i landet – og i udlandet.
Indtil da skal de have lukket webshoppen på den helt rigtige måde, og derfor inviterer de til stort lagersalg på varelageret i Støvring i december og januar, hvor man kan spare op til 80%.
Webshoppen lukker 31. januar, hvorefter hjemmesiden fortsætter som en vigtig platform for Cerise – blot uden onlinehandel.