Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Milliondonation: Ny metode skal forbedre behandling af mænd

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Aalborg Universitetshospital
Foto: Aalborg Universitetshospital

Aalborg Universitetshospital har godt nyt til regionens mænd.

Nyre- og Urinvejskirurgisk afdeling på Aalborg Universitetshospital har netop modtaget en stor donation på 1,8 millioner kroner fra Melsen Fonden.

De penge skal sikre igangsættelsen af et nyt forskningsprojekt, der som det første i Danmark tester en ny behandlingsmetode af urinvejsforsnævring.

Med den nuværende behandling skal omkring halvdelen af patienterne nemlig genopereres, hvilket hverken er optimalt for patienter eller sundhedsvæsnet.

Det skriver Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Belaster patienter og sundhedsvæsen

Hvert år bliver op mod 15.000 mænd ramt af forsnævring af urinrøret, hvilket er en lidelse, som kan have betydelige konsekvenser for den enkelte patients livskvalitet, da sygdomsforløbet ofte er længerevarende og kræver gentagende behandlinger.

Det skyldes, at operationerne på nuværende tidspunkt kun har en tilfredsstillende effekt for omkring halvdelen af patienterne, hvilket både belaster patienter og sundhedsvæsnet.

På Aalborg Universitetshospital, som varetager den landsdækkende funktion for rekonstruktion af urinrøret hos patienter med mere avancerede forsnævringer, har man netop igangsat et forskningsprojekt, som skal teste en ny behandlingsmetode med et medincinbelagt ballonkateter for at forkorte behandlingsforløbet:

“Vi er de første i Danmark til at teste denne behandlingsmetode, hvor vi gennem et lodtrækningsstudie har 150 patienter med urinvejsforsnævring, som skal opereres med enten den traditionelle metode eller med det nye ballonkateter.

Hvis resultaterne er så positive, som vi forventer, vil det være til stor gavn for patienterne, som kan se frem til et bedre og kortere behandlingsforløb i fremtiden – samtidig med at vi sikrer en bedre udnyttelse af de begrænsede ressourcer i sundhedsvæsnet,” forklarer Tommy Kjærgaard Nielsen, der er forskningsansvarlig overlæge ved Nyre- og Urinvejskirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Potentielt banebrydende behandlingsmetode

Forskningsprojektet er blevet muliggjort gennem en donation på 1,8 millioner kroner fra den nordjyske fond Melsen Fonden, som blandt andet går til indkøb af de nye Optilume-ballonkatetre:

“Erfaringer fra USA og Canada viser, at behandlingen med ballonkateter er mere effektiv end den nuværende metode.

Dog er disse ballonkatetre meget omkostningstunge, og derfor er vi også utroligt glade for, at Melsen Fonden har valgt at støtte op om projektet, da det har været altafgørende for, at vi kan afprøve en potentielt banebrydende behandlingsmetode,” siger Tommy Kjærgaard Nielsen.

Hos Melsen Fonden, der i 2020 er stiftet med midler fra boet efter afdøde Svend Melsen, stifter og tidligere ejer af Melsen Tech, er der ligeledes glæde over at kunne støtte op om et projekt, der har til formål at skabe nye og bedre behandlingsmuligheder:

“Aalborg Universitetshospital varetager allerede en vigtig landsdækkende funktion inden for urinvejskirurgi, og det er utroligt positivt, at man med dette forskningsprojekt ønsker at forbedre mulighederne for behandling yderligere.

Derfor er vi også utroligt glade for, at vi gennem donationen kan være med til at støtte op om en helt ny behandlingsform, så patienter med forsnævring af urinrøret forhåbentligt kan undgå at skulle opereres gentagende gange i fremtiden,” lyder det afsluttende fra bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, Stiven Larsen.

Forskningsprojektet gennemføres som en del af et ph.d.-studie, som løber frem til udgangen af 2026.

Del artikel

Andre læser også