Midt i stort stormvejr: AaB præsenterer stort overskud

Det er ikke ligefrem fordi, det vælter ud med positive historier fra AaB i de her måneder; endnu en nedrykning, massive protester mod de tyske ejere og en ikke alt for imponerende indledning på sæsonen i 1. division.
Men nu er der – endelig – lidt positive vinde fra Hornevej.
AaB kan præsentere et overskud på 27,5 mio. kr. for 1. halvår af 2025.
Samme periode sidste år viste et underskud på 23,3 mio. kr.
Indtægterne i første halvår 2025 udgør 47,2 mio. kr. mod 26,7 mio. kr. for samme periode i 2024.
Stigningen kan henføres til oprykningen til 3F Superligaen i sommeren 2024.
I første halvår 2025 var der en væsentlig stigning i TV-indtægter, både på baggrund af deltagelse i 3F Superligaen, men også fra udløst faldskærmsbetaling på 9,0 mio. kr. i forbindelse med nedrykningen.
Derudover er der en stigning i matchday-indtægterne på 2,1 mio. kr.
Overskud – men også nye omkostninger
Omkostningerne udgør i alt 64,5 mio. kr. i første halvår 2025, hvilket er en stigning i forhold til 47,8 mio. kr. i samme periode i 2024.
Stigningen kan henføres til stigning i personaleomkostninger samt kamp- og spilleromkostninger.
Resultatet af transferaktiviteter viser i første halvår af 2025 et resultat på 48,7 mio. kr., mens samme periode sidste år (2024) viste et resultat på 0,7 mio. kr.
AaB har bl.a. solgt Sebastian Otoa til Genoa, Melker Widell til Swansea og Kasper Davidsen til tyske Holstein Kiel.
Resultat af primær drift i første halvår 2025 er et overskud på 28,6 mio. kr. mod et underskud på 22,9 mio. kr. i 2024.
Egenkapitalen udgør 84,2 mio. kr. pr. 30. juni 2025.
Et år i 1. division koster
På baggrund af delårsrapportens resultat på 27,5 mio. kr. før skat, forventning om markant lavere TV-indtægter, reduktion i matchday-indtægter og sponsorindtægte fastholder AaB forventningerne om et resultat i niveauet nul til minus 10 mio. kr.
I forventningerne til 2025 er inkluderet investeringer i AaB Akademiet og i spillertruppen samt en placering i toppen af landets næstbedste fodboldrække Betinia Ligaen.