Unik mulighed: Kom på spændende rundvisning i Aalborg Kloster

Sommer bliver snart til sensommer, og du har nu igen chancen for en sand middelalder-oplevelse lige midt i den ældste del af byen.
Aalborg Kloster er et af få klostre i Danmark, som er åbent for offentligheden. Klosterkompleksets gamle bygninger har nærved 600 år på bagen, for de ældste bygninger er fra år 1431.
På udvalgte dage inviterer Aalborg Guideforening på rundvisning i ægte middelalderlig klosterstemning.
Første tur er allerede i morgen, efterfulgt af fem datoer:
- Tirsdag den 2. august kl. 14.00 og kl. 17.00
- Torsdag den 4. august kl. 17.00
- Tirsdag den 9. august kl. 17.00
- Torsdag den 11. august kl. 10.00
- Tirsdag den 16. august kl. 17.00
- Torsdag den 18. august kl. 14.00 og 17.00

Rundvisningen fører dig inden for de gamle mure, bygget af store munkesten, som nærmest synes uforgængelige.
Spøgelser, latinskole og modstandsgruppe
Turen byder på vilde historier om munke, nonner, forelskelser og spøgelser – og om perioden, hvor klostret rummede en latinskole.
Og så får du fortællingen om Churchill Klubben, Danmarks første modstandsgruppe under 2. verdenskrig, lige midt i Aalborg – og senere genskabt i romanen Drengene fra Skt. Petri af Bjarne Reuter, som også er filmatiseret. I klostret findes en nyere udstilling om Churchill Klubben.
Aalborg Kloster rummer også smukke kalkmalerier fra 1500-tallet, hvor Samson svinger håret i kampen mod ondskaben, og djævelen har iklædt sig en nøgen kvindes dragt.