Michelin-guiden anbefaler: Her er de 23 nordjyske attraktioner du skal besøge

Selvom de fleste nok forbinder Michelin-guiden med gastronomi og uddelingen af de famøse stjerner, laver Michelin også den grønne Michelin Guide, som er en rejseguide, der anbefaler attraktioner i hele verden.
Rejseguiden fra 2019 er netop blevet offentliggjort, og her er Nordjylland og Aalborg flot repræsenteret.
Fire attraktioner skiller sig ud
Ligesom med spiseguiden, er det også allerfinest at få tildelt stjerner, og ud af de i alt 23 rejsemål, er det kun fire attraktioner, der får æren af hele to stjerner.
Det drejer sig om Voergaard Slot, Skagen Museum, Kunsten i Aalborg og Lindholm Høje i Nørresundby.

Om Kunsten i Aalborg siger Michelin blandt andet, at det uden tvivl er et af de bedste kunstmuseer i Denmark, og de fremhæver blandt andet kunst fra COBRA-gruppen.
Råbjerg Mile, Michael og Anna Anchers hus, Sæby Kirke, og Fyrkat i Hobro har fået tildelt 1 stjerne i guiden.
Masser af hæder til Aalborg
Men udover stjernestøvet over mange dele af Nordjylland har Michelin, ligesom os, en stor kærlighed til Aalborg.
13 ud af de 23 attraktioner i Nordjylland er nemlig unikke steder her i Aalborg, og udover Kunsten og Lindholm Høje i Nørresundby, har de følgende steder med i guiden:
Aalborgtårnet, Aalborg Rådhus, Helligåndsklosteret, Østerågade, Gråbrødreklosteret, Springeren, Budolfi Kirke, Kildeparken, Aalborghus Slot, Aalborg Historiske Museum og selveste Jomfru Ane Gade.
Du kan læse meget mere om guiden lige her.