Kæmpe scoop: Michael Kvium kommer til Kunsten Summer Lounge
14. april kunne Kunsten afsløre, at årets Summer Lounge vender tilbage denne sommer – stærkere end nogensinde.
Det bliver nemlig med landets mest markante stemmer, at man i år byder velkommen til Kunsten Summer Lounge – og musikprogrammet er også mere ambitiøst og bredt end nogensinde.
Inden længe offentliggøres det fulde program for Kunsten Summer Lounge, hvor Svend Brinkmann, Adnan Al-Adhami og Emma Holten bliver værter og snakker med både inspirerende og interessante gæster.
Store navne kommer til Kunsten Summer Lounge
Der mangler stadig enkelte detaljer, før hele programmet er på plads, men nu løfter Kunsten lidt af sløret for to af årets sommer lounges.
Den 21. juni får Kunsten Summer Lounge besøg af Fallulah, der laver en eksklusiv koncert, efter en samtale med Emma Holten, hvor Fallullah blandt andet fortæller om sit opgør med Spotify.
Den 2. august får Kunsten besøg af ingen ringere end Michael Kvium, en af de mest kendte danske kunstnere, der deler vandene med sine til tider uhyggelige og makabre værker.
Samtalen er ligeledes modereret af Emma Holten, hvor Kvium og den yngre kunstner, Kim Mejdahl taler om, hvordan unge og ældre kunstnere kan hente inspiration hos hinanden.
Du kan læse yderligere om de to summer lounges her:
21. juni: Til kamp mod giganterne! (Emma Holten + Fallulah)
Fallulah åbner musikdelen af årets Summer Lounge med nye og gamle numre – og i anledningen af at koncerten foregår i Kunstens unikke omgivelser, optræder Fallulah i et særligt duo-setup, der vil være med til at give hendes numre en alternativ og lækker lyd.
Inden koncerten taler hun med aftenens moderator, Emma Holten, om sit arbejde, og hvad der står i vejen for en mere mangfoldig musikbranche.
Fallulah er en dansk-rumænsk sanger og sangskriver, der fik sit store gennembrud med ”Out of It” i 2011. Musikalsk befinder hun sig inden for popgenren, men mikser med indierock og Balkan-beats. Fallulah beskriver selv sin musik som rocket og dancesable folk-music, der går hele vejen fra Balkan til Broadway.
Men hun er også aktivist i musikbranchen og kæmper for bedre arbejdsforhold, mere ligestilling og et mere omsorgsfuldt miljø med plads til forskellige stemmer, mennesker og fortællinger.
Hun har blandt andet droppet at udgive sine numre på Spotify i protest mod streamingtjenesters dårlige betaling til kunstnere.
Emma Holten er for andet år vært. Hun er feministisk aktivist og foredragsholder. Hun har markeret sig som én af de mest markante stemmer om ligestilling, magt og undertrykkelse i Danmark.
2. august: De unge og de tunge i kunstbranchen (Emma Holten + Kim Richard + Michael Kvium)
Michael Kvium er en af de mest kendte danske billedkunstnere og hans til tider uhyggelige og makabre værker deler vandene.
I en samtale med den yngre kunstner, Kim Richard Adler Mejdahl taler de blandt andet om, hvordan unge og ældre kunstnere kan hente inspiration hos hinanden.
De vil også komme ind på, om vi overhovedet kan tale om, at forskellige generationer har et særligt udtryk?
Kvium og Mejdahl har begge en legesyghed og en fascination af de absurde i vores hverdagsæstetik. På Kunsten Sommer Lounge taler de om deres tidligere arbejde, og hvad de ser hos hinanden; både forskelle og ligheder.
Kim Richard Adler Mejdahl (f. 1990) er uddannet kunstner og komponist.
Af kendte værker kan bl.a. nævnes det musikalske videoværk ”ODE” fra 2015 – om hans egen families bearbejdning af drabet på hans far. Et værk der i dag er opkøbt af Statens Museum for Kunst som en del af deres samling. Under aliasset Kim Kim har Mejdahl udgivet flere album og blandt andet spillet på Roskilde Festival i 2022. I 2021 medvirkede han i anden sæson af ”Kunstnerkolonien” på DR.
Michael Kvium (f. 1955) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1985. Igennem årene har han udstillet på museer og gallerier i Danmark og udlandet. Kvium er mest kendt for sine dragende malerier af menneskemonstre, men har også lavet tegninger, akvareller, skulpturer og performance- og filmprojekter. Sidstnævnte har han bl.a. udført i samarbejde med Christian Lemmerz, Ingunn Jørgstad og Sonny Tronborg i performancegruppen Værst.
I Kunstens Skulpturpark vil der også være workshops, mad- og vinboder, kunst-performances, havespil og stemning. Alt sammen noget, der indbyder til at smide sig på et tæppe under den blå sommerhimmel og nyde fællesskab, hygge og inspiration.
Det kræver medlemskab af Klub Kunsten + Utzon at deltage i aktiviteterne i Skulpturparken. Unge under 27 år kan købe et årskort og dermed blandt andet adgang til otte koncerter og otte talks for blot 150 kr. med adgang for én person – 250 kr. for to personer under 27 år.
Er du over 27 år, kan du købe almindeligt klubmedlemsskab på abonnement til 425 kr. via Kunstens hjemmeside. Det giver ikke bare adgang til Kunsten Summer Lounge og rabat på mad og butik – men også adgang til kortholder og ledsager på Kunsten, Utzon Center og Louisiana et helt år.