Lækkert brød og kager: Aalborg får nu også en bid af Meyers

Brød og kager på en tankstation er normalt ikke det, man forbinder med bagværk på højeste niveau.
Men det er faktisk blevet en realitet på Q8 stationerne her i Aalborg.
Meyers findes primært i København, hvor de har flere steder i byen. Nu kan vi så også få en lille bid af deres lækre brød og kager.
Q8 og Meyers har nemlig indgået partnerskab, som gør økologisk bagværk af høj kvalitet tilgængeligt på alle Q8’s over 100 bemandede danske tankstationer frem mod sommeren 2022.
Det skriver man i en pressemeddelelse.
Det startede med Odense som første by, og nu er turen altså kommet til Aalborg.
Q8-stationerne på blandt andet Hobrovej og Hadsundvej har udskiftet hele sortimentet af kager og brød med 100 procent økologiske produkter fra Meyers, og Meyers-brandet har fået en tydelig plads i den velkendte butiksindretning.
“En del af Q8’s strategi er at øge vores food-forretning. Vi ser, at danskerne i høj grad efterspørger kvalitet og økologi. Vi vil være danskernes foretrukne stop på farten, og det kræver, at vi har et udbud til den bevidste forbruger.
Derfor er vi meget stolte over at kunne præsentere samarbejdet med Meyers, hvor vi hæver barren for hverdagens bagværk og skifter hele vores sortiment ud med Meyers økologiske varianter,” siger Retail-direktør i Q8 Danmark, Helle Dahlgren Skov.
Vil gøre økologisk brød tilgængeligt for mange flere
Netop muligheden for at gøre økologisk kvalitetsbagværk tilgængeligt for endnu flere på farten har for Meyers været en stærk drivkraft i det nye partnerskab.
Virksomheden har i mere end 30 år arbejdet for at fremme kvaliteten i den danske madkultur, og for Meyers repræsenterer parløbet med Q8 en unik mulighed for at drive præcis den dagsorden videre:
“At kunne nå tusindvis af bilister og lokale handlende på tankstationer landet over bidrager direkte til vores mission om at få endnu flere til at opleve glæden ved godt bagværk og gedigne økologiske råvarer,” siger direktør for Meyers Food & Retail, Anne Luise Deleuran og slutter:
“Når vi knokler for at højne kendskabet og glæden ved god mad i det daglige, ønsker vi selvfølgelig altid at få så mange med om bordet som muligt. Det mål kommer vi et skridt nærmere gennem det nye partnerskab, og vi er glade for, at Q8 vil være med.”
I sortimentet vil man kunne finde signaturprodukter som kanelsnurrer, hindbærsnitter, surdejsbrød og ølandsboller side om side med et bredt udvalg af andre slags brød og kage.