Pølser og snak om hverdagen: Mette Frederiksen kommer til Aalborg igen
Valgkampen er for alvor i gang, og allerede kort tid efter sit seneste besøg i byen vender statsminister Mette Frederiksen tilbage.
På tirsdag den 17. marts klokken 20.00 gæster hun nemlig Hasseris Gymnasium til et åbent arrangement, hvor alle aalborgenserne har mulighed for at komme helt tæt på statsministeren.
Aftenen bliver en samtale om både verdenssituationen, hverdagen og de ting, der betyder noget for publikum, der deltager.
Samtalen, som officielt kaldes “En samtale om verden og hverdagen” bliver styret af tv-vært Christian Degn, som interviewer Mette Frederiksen foran publikum.
Undervejs får arrangementet også besøg af ingen ringere end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der kigger forbi til en halv times samtale med Mette Frederiksen.
Start med en “krasser”
Arrangementet er gratis og åbent for alle, og publikum får også mulighed for selv at stille spørgsmål direkte til statsministeren.
Allerede fra klokken 18.30 vil der være pølsevogn udenfor gymnasiet, så gæster kan starte aftenen med lidt mad, inden programmet går i gang.
Besøget er endnu et tegn på, at Aalborg og Nordjylland spiller en vigtig rolle for statsministeren i den aktuelle valgkamp frem mod folketingsvalget den 24. marts.
Mette Frederiksen er opstillet for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen og har rødder i byen, hvor hun både er født og opvokset.
Derfor er det heller ikke første gang i denne valgkamp, at statsministeren lægger vejen forbi Aalborg.
For blot lidt over en uge siden kickstartede hun sin valgkamp i byen med et besøg på Nytorv og Nørresundby Gymnasium.
Nu vender hun altså tilbage igen – denne gang til en mere uformel aften, hvor samtale, spørgsmål og mødet med vælgerne er i centrum.
Du kan læse mere om arrangementet, eller tilmelde dig via hjemmesiden.
Læs også: Blæst bagover: Kendis-åbning skabte kæmpe kø gennem Aalborg