40 år med det søde liv: Mette Blomsterberg har stadig appetit på mere
Mette Blomsterberg har beskæftiget sig professionelt med kager og desserter, siden hun var 16 år.
Nu er hun 56.
I de 40 år er det blandt andet blevet til et hav af tv-programmer, dommertjans i Den Store Bagedyst, 16 bøger, konditorier, undervisning og teambuilding for virksomheder, egen bageserie og et arbejdsliv, hvor langt det meste har kredset om mad, kager og søde sager.
Derfor giver det også god mening, når hun til efteråret bliver en del af Cake Heaven, som kommer rundt til Danmarks fem største byer.
“Jeg tror godt, jeg tør sige, at jeg er en ret stor kageambassadør i det her land. Jeg har jo arbejdet med det søde liv på flere parametre, siden jeg var 16 år, og gør det stadig,” siger Mette Blomsterberg.
MigogAalborg er mediepartner på Cake Heaven
Kommer med Cake Heaven til Aalborg
Cake Heaven får premiere i Aarhus og kører så i Odense, Esbjerg, Aalborg og København, hvor gæsterne, der køber billet, kommer ind i et kæmpestort kageunivers og Danmarks største kagebord.
Her i Aalborg kommer Cake Heaven til byen lørdag den. 7. november samt søndag d. 8. november.
Her bliver Mette Blomsterberg også en del af festivalen med sin egen lille pop-up-shop, ligesom 10 heldige gæster får mulighed for at møde hende til et særligt meet & greet i hver by.
Hun er meget opmærksom på kun at sige ja til ting, der giver mening for hende og hendes elskede fag.
“Jeg er ydmyg og taknemmelig hver eneste gang, jeg bliver taget i betragtning, men det skal samtidig altid være en idé, jeg kan se mig selv i.”
“Jeg skal kunne mærke det. Og jeg kan godt mærke Cake Heaven.”

Glæder sig til at møde gæsterne
Mette Blomsterberg har gennem årene deltaget ved flere forskellige kagearrangementer og konkurrencer.
Derfor ved hun også, hvor stor interessen kan være, når mange mennesker med samme interesse bliver samlet på ét sted.
Det er også en af de ting, hun ser frem til ved Cake Heaven.
“Altså stemningen. Helt ærligt. Fællesskabets stemning, det er helt vidunderligt. Og så selvfølgelig at se, hvad alle de her lokale mennesker byder ind med.”
For selv om kagen naturligt kommer til at fylde meget, taler Mette Blomsterberg mindst lige så meget om det, der sker omkring den.
“Jeg er sikker på, at dem, som køber billetter, alle sammen er nogen, som har et kagehjerte, der banker, eller et desserthjerte, der banker, eller et forkælelseshjerte, der banker.”
Det fællesskab omkring mad er noget, hun vender tilbage til flere gange i løbet af samtalen.
For Mette Blomsterberg er det at spise sammen langt fra kun et spørgsmål om at blive mæt.
“Vi spiser sammen, og gerne det samme sammen. Det er et fællesskab, som er så naturligt.”
Hun fremhæver blandt andet, hvad der sker, når man rent faktisk sætter sig ned ved et bord sammen.
“Vi kigger på hinanden, vi observerer hinanden, vi ser og vi mærker hinanden.”
Så opdager man måske, hvis én omkring bordet er mere stille end normalt. Eller spørger ind til, hvordan skoledagen eller dagen på arbejde er gået. Det er en stille stund sammen med dem, vi holder af og elsker.

Respekt for det, der bliver serveret
Der er samtidig en anden ting, som er vigtig for Mette Blomsterberg, når mange mennesker skal samles omkring et måltid eller en kage.
Nemlig respekten for det, der bliver lavet og serveret.
“Jeg synes måske, ordet respekt er et vigtigt nøgleord. Og det synes jeg faktisk, der bør være – ikke kun når vi taler om kage.”
Hun peger på, at der ligger både råvarer, tid, tanker og kærlighed bag det, der ender på tallerkenen.
“Det er ikke bare noget, man skal kaste i hovedet. Det er noget, der skal nydes. Det er noget, man skal have respekt for.”
Det gælder både det professionelle køkken og hjemme hos os allesammen i privaten.
For de fleste, der selv har prøvet at bage en kage eller tilberede et dejligt måltid mad fra bunden, ved også, at det tager tid.
“Man har selv bagt en kage og ved, hvor længe man har brugt på det. Der er meget tid, der bliver investeret. Det er mange ressourcer på alle mulige måder.”
Netop det at gøre sig umage for andre betyder meget for hende.
Hun bruger selv mad på den måde.
Hvis hendes mand skal tidligt afsted, står hun gerne og ofte op sammen med ham og laver en madpakke, selv om hun ikke behøver.
“For mig er det et sprog. Det betyder, at jeg tænker på dig. Du skal ikke mangle noget, og du skal kunne mærke min kærlighed.”
Hun tøver lidt, inden hun sætter endnu flere ord på det.
“Mad er mit kærlighedssprog.”

En muffin er et godt sted at starte
Den glæde ved mad vil Mette Blomsterberg så gerne give videre til børn og unge.
Hun har gennem mange år gerne villet inspirere flere til at finde glæden ved selv at gå i køkkenet, og her mener hun, at det søde køkken kan være et oplagt sted at begynde.
“Den endnu sødere version er at lukke børnene med i køkkenet.”
For mens det måske kan være svært at overtale et barn til at interessere sig for alle dele af aftensmaden, er en muffin eller lignende lidt nemmere at “sælge ind”.
“Der er ikke ret mange børn, der ikke har lyst til at være med til at lave en muffin.”
Hun mener også, at børn kan lære noget af, at det ikke nødvendigvis lykkes første gang.
En kage kan falde sammen. En opskrift kan blive læst forkert. Eller resultatet bliver bare ikke, som man havde forestillet sig.
Og så må man prøve igen. Og det er okay.
“Det er faktisk ret meget synonymt med livet, at hvis du investerer noget af dig selv, bruger noget tid, dygtiggør dig, gør dig bedre og træner, så bliver du god til det.”
Hun sammenligner det blandt andet med at lære at spille tennis eller blive god til at bruge en computer.
“Man er også nødt til at brænde sig, og at kagen er klasket sammen. Så i stedet for at give op, prøver vi ligesom igen.”
Opskrifter er ikke facitliste
Hun fortæller også om de mange mennesker, hun møder, som har brugt hendes kogebøger gennem årene.
Nogle kommer med bøger fyldt med post-its og håndskrevne noter.
En bestemt kage skulle måske have lidt mindre tid i netop deres ovn. Andre brugte en anden udstikker, som ændrede bagetiden osv.
Det kan Mette Blomsterberg godt lide.
For opskrifter er heller ikke matematiske facitlister.
Ovne opfører sig forskelligt, og bageforme har forskellige størrelser.
Det vigtigste er, at man lærer undervejs.
Nyt program har gjort indtryk
Mad fylder også i et nyt DR-program, som Mette Blomsterberg har optaget.
Her arbejder hun med voksne danskere, som er meget kræsne.
Hun beskriver sin egen rolle i programmet som “madmor”.
Men selv om betegnelsen er ganske hyggelig, har selve optagelserne været noget andet, end hun tidligere har lavet.
“Jeg har været meget rørt flere gange. Altså helt vildt rørt.”
For deltagerne handler det ikke bare om, at der er enkelte retter, de ikke bryder sig om.
Deres forhold til mad har også konsekvenser for det sociale liv.
“Det er meget, meget følsomt. Det er meget, meget personligt.”
Mette Blomsterberg fortæller, at optagelserne også har pillet ved hendes egen forståelse af, hvad det vil sige at være meget kræsen.
“Jeg har fået en meget større indsigt i, hvad det er, der foregår.”
Det kan eksempelvis blive svært at deltage i fællesspisning på arbejdspladsen, spise hos andre eller håndtere sociale situationer, hvor maden pludselig kommer til at fylde meget.
Derfor håber hun også, at programmet kan gøre andre lidt mere nysgerrige på, hvad der kan ligge bag.
“Når vi er nysgerrige på hinanden, så sker der jo noget med os mennesker.”
Spis og skrid
At mad skal være mindre besværligt og mere socialt, er ikke en ny tanke for Mette Blomsterberg.
Da hendes egne døtre var små, havde familien et meget enkelt koncept, når de gerne ville se venner på en almindelig hverdag.
De kaldte det “Spis og Skrid”.
“Kom som I er. Vi skal have lasagne. Og det skal vi jo have alligevel.”
Familien lavede ekstra lasagne, og gæsterne kunne eksempelvis tage brød eller salat med.
Så spiste alle det fælles hverdagsmåltid sammen, børnene kunne lege, og senere på aftenen gik alle hver til sit.
Det var ikke mere kompliceret end det.
Hun oplever, at mange i dag gør det at invitere gæster hjem til en større opgave, end det behøver at være.
Man synes måske først, at der skal ryddes op, og at der skal serveres noget særligt.
Konsekvensen kan blive, at man slet ikke får inviteret.
Det synes hun er virkelig ærgerligt.
“Det vigtigste er, at vi mødes. Prøv det, bare gør det og se, hvad der sker.
Om vi så en gang imellem gør det over noget, vi har købt. Det er da også helt fint.”
Til oktober og november er anledningen en anden.
Her bliver det kagerne, der samler mennesker, når Cake Heaven kommer rundt omkring i landet med Danmarks største kagefestival.
Og det glæder Mette Blomsterberg sig helt vildt til.
“Vi skal mødes meget mere om noget mad. Eller en kage.”
ANNONCE HERUNDER
Du kan komme med til Cake Heaven Aalborg – køb billet her