Mere end 60 aktiviteter: Mange gratis sommer-fornøjelser til børn og unge i Aalborg
Esport-camp hos AaB, atletikskole i Skovdalen eller hulebygning for hele familien på Utzon Centret?
Det er blot et lille udpluk af de mange aktiviteter, som Aalborgs børn og unge er inviteret til hen over sommeren.
For selvom årets sommerferie for mange ikke byder på galopperende hedeslag i 40 grader og kolde drinks ved hotellets pool, er der alligevel lagt i kakkelovnen til en sommer, hvor oplevelser for børn og unge står i kø.
Staten har nemlig bevilget Aalborg Kommune en stor pose penge øremærket til sjove sommeraktiviteter.
Få vind og vand i håret med sportsaktiviteter
Er fysisk udfoldelse en sikker vinder? Og måske med fart på? Så er der også mulighed for dét.
Skal der vind i håret, eller bare prøves kræfter med en masse nye sportsgrene, er Atletikskole på Skovdalen Atletikstadion et oplagt bud.
Atletikskolen afholdes fra mandag til torsdag i uge 31 og 32 og arrangeres af Aalborg Atletik & Motion – og byder på en lang række udfordringer:
“Det er fire dage med helt op til 30 forskellige discipliner inden for atletik – alt lige fra kuglestød til spydkast, trespring, langdistanceløb, sprint, hækkeløb og en masse andet.
Torsdag slutter vi af med en lille konkurrence, hvor atletikudøverne får lov at prøve sig af i nogle udvalgte discipliner mod de andre deltagere,” fortæller sportschef for Aalborg Atletik & Motion, Thomas Nolan Hansen.
… Men man skal være hurtigere med tilmeldingen end Usain Bolt på en 100-meter-sprint, for sidste frist er allerede i dag! Alle børn fra 9-13 kan tilmeldes her.
Er vandsportsaktiviteter i stedet sagen, inviterer UngAalborg på en masse sjove og udfordrende aktiviteter i Vestre Fjordpark.
Her kan man blandt andet prøve kræfter med SUP (Stand Up Paddleboard), hvor man kan lære at gå på vandet. Det kan du læse mere om her.
Styrk de virtuelle færdigheder med esport
Er en ny gaming PC, grafikkort og gamergrej altid øverst på ønskesedlen derhjemme?
Så er det en oplagt en chance for dit barn at komme ud og få undervisning af erfarne coaches sammen med en masse ligesindede esport-interesserede.
Her kan børn og unge blandt andet få professionel coaching i CS:GO, hvor træningen vil fokusere på alle de væsentligste aspekter for at blive den nye Astralis-stjerne. Det inkluder både vigtigheden af den korrekte opsætning, god kommunikation, taktik, aim – men også hygge og frit spil.
Der er også mulighed for at få læring i Fifa, League of Legends og andre af de mest populære esport-spil.
Det sker, når AaB esport inviterer på sommercamps i uge 29, 30 og 31. Her kan man fokusere udelukkende på for eksempel CS:GO, Fifa eller League of Legends, mens der også er mulighed for en allround esport-sommercamp.
Få udfyldt tilmeldingsblanketten med det samme her.
Kreative aktiviteter for hele familien
Er dit barn fingernem og elsker at bruge hænderne og udfolde sin kreativitet? Så er det med at slå til, når Utzon Center i sommerferien inviterer hele familien indenfor til kreative aktiviteter.
En af aktiviteterne er hulebyggeri for både børn og forældre. Her får de måske kommende huleboere udleveret alle de fornødne materialer for at bygge den perfekte hule:
“Med det udleverede hulebygger-kit er det familiens opgave først at bygge hulen i størrelsesforhold 1:10 for at finde ud af, hvordan den designmæssigt skal være.
Herefter kommer man så hen i udstillingen, hvor hulen bygges 1:1 og designet skal stå sin endelige prøve”, forklarer Malene Abildgaard, konstitueret leder hos Utzon Center.
Skal der spænding på menuen, er det med at finde sin indre detektiv frem. Der er nemlig forsvundne indbyggere i centrets udstilling, der tager form som en lille landsby.
“I vores hyggelige landsby med beboere som lille blomsterglade Bitten og arkitekt-Torben er der noget galt. Nogle af byens karakterer har det med at blive væk.
Derfor inviterer vi både børn og forældre indenfor som by-detektiver, der ud fra efterladte spor og ledetråde kan hjælpe med at opklare sagen”, fortæller Malene Abildgaard.
Hos Utzon Center er der også mulighed for at bygge sit helt eget bofællesskab i LEGO. Når sidste legoklods er lagt, bliver bygningen lagt ind i Minecraft, hvor man kan bevæge sig virtuelt rundt og nyde sit mesterværk indefra og bygge videre på det.
Læs mere om Utzon Centers sommersjove aktiviteter her.
Fyld feriekalenderen op med spændende aktiviteter
Esport, atletik, paddleboard og kreativitet er blot et lille udpluk af alle de sommeraktiviteter for børn fra 6-17 år, som Aalborg Kommune har stablet på benene med årets særlige sommerpakke.
Det har de arbejdet benhårdt på i samarbejde med erhvervslivet og kommunens mange institutioner og foreninger.
I anledningen er der desuden oprettet en hjemmeside for at skabe et samlet overblik, der samler samtlige sommerferieaktiviteter for børn mellem 6-17 i Aalborg Kommune ét sted.