Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Mega Kup! er en kæmpe succes: På lørdag åbner de i Aalborg

Af Michael Qureshi

På lørdag den 7. april debuterer et populært koncept her i Aalborg.

Et af landets største second hand markeder for kvinder Mega Kup! har de seneste 14 år haft stor succes i Aarhus. Nu kommer de endelig nordpå, når de på lørdag fra 12-15 i Gigantium inviterer shoppinglystne piger og kvinder ind til et shopping paradis.

Til Mega Kup! har man både mulighed for at sælge ud af garderoben eller fylde den op med lækkert nyt second hand luksus tøj.

“Vores eneste krav er, at det der sælges i standen skal være noget, der findes i et kvindeskab – alt lige fra tøj, sko, tasker, smykker osv.” fortæller Henriette Iversen, der er administrator for Mega Kup! Aalborg, til MigogAalborg.

Mega Kup! er en kæmpe succes: På lørdag åbner de i Aalborg
Foto: Mega Kup!

Overvældende respons fra aalborgenserne

Her på MigogAalborg skrev vi allerede for nogle måneder siden, at Mega Kup! var på vej til Aalborg. Siden er interessen for eventet nærmest eksploderet, fortæller Henriette Iversen.

“Der har været en ekstremt positiv og overvældende respons. Der er booket hele 75 stande ind lige pt, og har man lyst, så kan vi godt lige presse nogle ekstra ind. Der har også været rigtig mange tilmeldinger til eventet allerede, så vi forventer, at der kommer mange ud og får en god shoppingoplevelse,” forklarer hun.

Henvender sig til piger på alle niveauer

Det var Henriette Iversen, der kontaktede den oprindelige skaber af Mega Kup! i Aarhus og spurgte om succesen ikke skulle overføres til Aalborg.

“Jeg syntes, det var helt oplagt. Aalborg er en studieby med kvinder, der går rigtig meget op i mode. Mega Kup! henvender sig til piger på alle niveauer. Uanset budgettet så vil der være noget for enhver, og det er dejligt, at man får mulighed for at skifte lidt mere ud i tøjskabet.

Dem der kender konceptet fra Aarhus ved, at der er mange gode lækre fund. Det er også hyggeligt bare at gå rundt og se de forskellige stande og ligesom se trends og lignende,” forklarer Henriette Iversen.

Planlagt fire events i Aalborg i 2018

Ud over eventet på lørdag i Gigantium er der allerede planlagt yderligere tre datoer med Mega Kup! i Aalborg.

“Jo større interesse, jo flere events kan vi holde heroppe. Så vi krydser fingre for en god start med en masse shoppeglade piger, og så er vi klar på at booke flere datoer i kalenderen,” slutter Henriette Iversen.

Du kan læse mere her om hvordan du tilmelder en stand eller køber billet til på lørdag

Mega Kup! i Aalborg

Lørdag den 7. april
12-15

Lørdag den 4. august
12-15

Lørdag den 6. oktober
12-15

Lørdag den 1. december
12-15

Del artikel

Andre læser også