Med triple chokolade: Her får du den vildeste Pain au chocolat
Fastelavnsbollesæsonen er (endelig?) overstået.
En af dem, der kan kigge tilbage på en på alle måder vild sæson er mikrobageriet Breadbykaerup i Vestbyen, der har slynget næsten 8000 fastelavnsboller over disken.
William Kærups lækre kreationer er blevet kåret til nogle af landets bedste, og William Kærups fastelavnsboller var også blandt vores helt klare favoritter i år.
Nu kan byens caféer og bagerier endelig begynde at have fokus på andre lækkerier i montren.
Det er i høj grad også tilfældet hos Breadbykaerup, hvor man er klar med hele tre markante nyheder.
Vi har naturligvis allerede været forbi for at smage på sagerne:
Æstetik og smag går hånd i hånd
Første nyhed er en Craquelin, der er fyldt med mascarponecreme og en syrlig lime-gel. Derudover har den fået selskab af matcha og så er den drysset med støv af frysetørret youghurt og udsmykket med et blad i tuiles.
Traditionen tro er BreadbyKaerup’s kager lige så smukke som de er velsmagende, og det er virkelig en smuk kage, der jo nærmest kan bruges som dekoration, hvis du får gæster i vinterferien.
Derudover smager den helt fantastisk. Kombinationen af den sprøde craquelin, den fede mascarponecreme og så den syrlige lime-gel sidder lige i skabet.
“Støvet smager lige som Danonino-yoghurt”, udbrød William, mens vi smagte den. Og det kan vi faktisk kun give ham ret i. HAPS.
Næste stjerne i montren er en Pistacie Crufiin, som er fyldt med en virkelig smagfuld pistaciecreme.
Er du en pistacie-hund, er det her en kage lige for dig. Den er dyppet i hvid chokolade og på toppen finder du en crumble af pistacier og roser.
Den vildeste pain au chocolat
Selvom vi allerede har hænderne over hovedet efter indtagelsen af de første to kager, er den nye stjerne på februar-himlen altså den tredje og sidste nyhed hos mikrobageriet.
William har kreeret intet mindre end en Triple pain au chocolat.
De fleste af os kender smagen af en klassisk Pain au chocolat, som er en croissant med (alt for) sparsomme mængder chokolade i midten.
Det har William gjort noget ved, for der er altså lige tre forskellige slags chokolade i vidunderet.
Den er lavet med en lamineret kakao-dej, fyldt med chokolade-sticks og så lige en såkaldt chokolade-cremoux, som er en chokoladecreme, der smager så chokolade-englene synger. AFSTED! … NU!
Craquelin koster 38 kr, Triple pain au chocolat 39 kr. og Pistacie Cruffin 40 kr.
Du finder Breadbykaerup på Kastetvej 15A.