Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Masser af ild og røg: Hos MEAT går mad og show op i en højere enhed

Af Nathalia Hentze Nielsen

På en redaktion som MigogAalborgs er vi ofte ude på byens restauranter – enten for at gøre vores læsere opmærksomme på de nyeste spisesteder, at se hvad sæsonens menukort byder på eller påpege når der er noget helt særligt, man kan opleve.

MEAT falder i sidstnævnte kategori, fordi her hører showmanship sammen med maden.

Restauranten på Vesterå er, som navnet lægger op til, mest kendt for deres kød i verdensklasse, men vi mener lige så vel, at navnet bør være synonym med oplevelse, stemning – og show!

Vi var forbi til en bid mad på ganske almindelig onsdag og sad knap en time senere med munden åben af begejstring over flammer, røg og kødudskæringer.

Kokken besøger bordet

Mens Careless Whisper af George Michael spillede i højtalerne fik vi først serveret den ene lækre forret efter den anden.

Her var det dog ikke bare en tallerken, der blev sat på bordet, men der kom faktisk en kok eller en tjener ned for at tilberede maden lige foran os.

Da vi fik carpaccio blev den således rullet i sennep og olier, og da turen kom til tatar, blev kødet kværnet og blandet med æggeblommer, krydderier, sennep og tabasco, mens vi så på.

Masser af ild og røg: Hos MEAT går mad og show op i en højere enhed

Vi blev hurtige enige om, at maden på en eller anden måde smager lidt bedre, når du ser, hvordan den bliver lavet – og man sætter mere pris på kokkens ekspertise, når man ser vedkommende håndtere råvarerne.

Aftenens absolut sjoveste indslag var “cigaren”, en omgang røget barbecuemarineret spidsbryst med cheddarost som formes som en cigar i sprød filodej. Den blev på passende vis præsenteret til os i en cigarkasse, der – da man åbnede den – frigav røg.

Det er en fornøjelig gimmick, og vi bed mærke i at røgen endda lugtede af tobak.

Man skulle tro, at vi var mætte af mad og oplevelser på dette tidspunkt, men MEAT havde endnu mere wow-faktor i vente til os.

Masser af ild og røg: Hos MEAT går mad og show op i en højere enhed

Historiefortælling og kød i verdensklasse

En stor del af wow-faktoren ligger bestemt i flammer, men vi var også imponerede over mængden af historiefortælling, der hører til retterne.

Til næsten hver ret fik vi en lille interessant oplysning, vi kunne tygge videre på bagefter, hvilket jo er en god samtalestarter, hvis du er på date (et lille kærlighedsråd herfra).

Om hovedretten Sashi Côte du Boeuf blev vi f.eks. fortalt, at kødet stammer fra bøfmageren John Sashi, der har vundet prisen for verdens bedste steak, og at det er én af de mest smagfulde udskæringer.

Den detalje blev fulgt op af kokken, som rullede sit lille bord ud til os, hvor hun skar kødet i perfekte skiver og serverede det direkte på tallerken. Mere friskt bliver det vist ikke.

Masser af ild og røg: Hos MEAT går mad og show op i en højere enhed

Vi fulgte ikke en bestemt orden med vores bestillinger, men vi blev fortalt, at hvis du ønsker den ultimative oplevelse med så meget show som muligt, skal du enten vælge “Meat Symfoni” eller “Meat’s Sharing Menu”.

Med sharing menuen får du bl.a. din egen grill med lavasten ved bordet, mens du ved symfonien får fem slags kød med tilhørende historiefortælling. Det er en kødelskers våde drøm for at sige det lige ud.

Uanset om du går med de storslåede helhedsoplevelser eller vælger lidt i øst og vest som os, er du dog garanteret kød i verdensklasse og oplagte tjenere.

Selv desserten blev der kræset for. Den lille nougatine med passion blev flamberet med hvid rom ved bordet, hvilket fik samtlige af vores naboborde til at vende sig.

Masser af ild og røg: Hos MEAT går mad og show op i en højere enhed

Endnu vildere planer

Til slut på aftenen fik vi en snak med Sebastian Rosdahl, der er restaurantchef og medejer af MEAT, og han lover, at det bliver endnu vildere.

“Vi har masser af show i pipeline med både ild og røg. Man kan godt begynde at glæde sig,” siger han og tilføjer:

“En del af vores succes beror netop på, at det er en oplevelse at komme her. Her taler jeg ikke kun om ilden, men også vores dygtige tjenere, som uddannes til at vide alt om kødet og give en ekstra service.”

Hvad nyhederne præcis bliver på mad- og showfronten afslører han ikke, men han fortæller dog, at man kan holde øje på MEAT’s Facebook-side.

Vi glæder os hvert fald til at komme retur til mere ild.

Del artikel

Andre læser også