Efter lunefulde forårsdage: Et markant vejrskifte er på vej
Foråret har – med lidt forsinkelse – omsider vist sit ansigt denne uge.
Det har givet godt med sol og god grund til at finde solcremen frem og få lidt kulør på kroppen.
Faktisk kan i dag, torsdag, kan nå 18 grader og blive årets hidtil varmeste dag.
Men man skal nyde det, så længe det varer, for et markant vejrskifte venter lige om hjørnet.
Skyer, regn og kølige temperaturer
I Aalborg skulle fredag og lørdag ifølge DMI også blive fornuftige med temperaturer op til 16 grader og godt med sol.
Men så rammer vejrskiftet ellers også.
“I løbet af lørdag eftermiddag kommer der flere skyer vestfra, og sløret solskin.
Ifølge de seneste prognoser vil et regnvejr passere landet i løbet af natten til søndag, og det betyder omslag til ustadigt vejr med skyer, regn og byger, samt gradvist koldere vejr,” lyder det i en kommentar fra meteorolog ved DMI, Erik Hansen.
I næste uge vil temperaturerne i Aalborg ligge på mellem fem og 11 grader, hvor nattetemperaturerne kan komme helt ned på to grader.
Så hvis man allerede har pakket vinterjakken væk, skal den nok findes frem igen for en stund.