Mandegruppe blev en succes: Nu vil Johan og Jacob lave endnu flere
For seks måneder siden bragte MigogAalborg en artikel om Johan Frederik Banzhafs vision om at skabe mandegrupper i Aalborg.
Det var et initiativ født ud af en dyb erkendelse af moderne maskulinitets udfordringer og et behov for at skabe et rum, hvor mænd kan udforske deres identitet samt finde inspiration, kraft og fællesskab.
Johan Frederiks første mandegruppe er blevet en realitet – og den har allerede udviklet sig til et engageret fællesskab.
En modvægt til den moderne maskulinitet
Med 14 deltagere, der mødes hver 14. dag, har gruppen skabt et rum, hvor maskulinitet bliver udforsket med en intellektuel og følelsesmæssig dybde, som sjældent ses i traditionelle mandefællesskaber.
Lige som Johan drømte om.
“I vores gruppe har vi formået at skabe et rum, hvor mænd kan bringe hele sig selv – med alle deres styrker og svagheder,” fortæller han.
“Her handler det ikke om at præstere eller imponere, men om at være autentisk til stede. Vi tilstræber at skabe rum for at mænd kan udforske deres indre liv, og træde frem i balance mellem krop og sind. Som en modvægt til den overfladiske maskulinitet, der ofte dominerer i samfundet.
Aalborg Kommune er blevet en medspiller i projektet, og stiller blandt andet lokaler til rådighed.
Gruppen mødes oftest i naturskønne områder som Lundby Hedehus og Sommerfuglehuset i Aalborg Øst, hvor de kan trække sig tilbage fra hverdagens forpligtelser og fordybe sig i mere eksistentielle samtaler.
Udover møderne i gruppen, har Johan skabt FrieFædre (www.friefaedre.dk).
FrieFædre er en portal med ressourcer til at finde vej som mand. Her kan du også læse information om opstart af nye mandegrupper.
En ny partner er kommet med
Johan fører dog ikke længere alene an i projektet.
Efter offentliggørelsen af den første artikel blev han kontaktet af Jacob Høier Vestergaard, psykoterapeut med baggrund inden for ledelsesudvikling.
Jacob deler Johans vision om at skabe rum for mandlig selvudvikling og autentisk fællesskab, og sammen har de nu planer om at etablere endnu flere mandegrupper i Aalborg.
“Jacob har en solid erfaring med både personlig udvikling og arbejdet med maskulinitet.
Sammen ønsker vi at tage næste skridt og skabe et endnu større netværk af mandegrupper, hvor mænd kan finde støtte og udvikling i hinandens selskab,” forklarer Johan.
Derfor har de nu arrangeret endnu et informationsmøde i Aalborg, den 28. august.
Endnu flere grupper på vej
Den første gruppe har vist sig at være en frugtbar grobund for dybdegående og personlig udvikling.
Mænd fra forskellige samfundslag og med forskellige livserfaringer har fundet sammen om en fælles søgen efter mening, identitet og fællesskab.
Men for Johan og Jacob stopper ambitionerne ikke her. Deres vision er at skabe et netværk af grupper, der kan stå på egne ben – hvor hver gruppe fungerer som en selvkørende enhed.
“Nu har Johan bevist, hvordan den første gruppe har formået at skabe et rum for både nærvær, kraft og personlig transformation.
Nu er vores fælles opgave at udbrede dette til flere, men også at identificere og støtte nye katalysatorer – dem, der kan lede grupperne og sikre, at de bliver ved med at udvikle sig,” siger Jacob.
Med tiden vil Johan og Jacob facilitere, at alle gruppernes mænd kan mødes på til større arrangementer, og dermed skabe endnu mere fællesskab.
Et rum for moderne maskulinitet
Johan og Jacobs projekt handler i sin kerne om at udforske og redefinere moderne maskulinitet.
I en tid, hvor traditionelle kønsroller er i opbrud, og hvor mænd ofte mangler rum til at tale om deres følelser og udfordringer, tilbyder disse mandegrupper et nødvendigt forum.
Her er der plads til at være sårbar, til at reflektere over livets store spørgsmål og til at finde styrke i fællesskab.
“Hvis vi ser på de statistikker, der viser, at op mod 30 % af mændene ikke har nogen at tale fortroligt med, så er behovet for disse grupper åbenlyst,” siger Jacob.
“Vores håb er at skabe et miljø, hvor flere mænd tør træde frem og finde styrken til at dele deres indre liv med andre. Det er her, den sande udvikling sker,” slår han fast.
Vil gøre en forskel i mænds liv
Den næste gruppe lanceres efter sommerferien, og Johan og Jacob inviterer alle interesserede mænd til at deltage i et informationsmøde den 28. august.
Det er i Folkestuen ved Aalborg Hovedbibliotek kl 18.30-20.30. Du kan læse mere på www.friefædre.dk og www.mentorfy.dk.
De håber, at dette initiativ vil tiltrække endnu flere deltagere – også dem, der måske tidligere har overvejet at være med, men endnu ikke har taget springet.
“Vi har allerede fået positive henvendelser fra flere mænd, der ønsker at deltage.
Vores mål er nu at udbrede dette til flere grupper og skabe en bevægelse, der kan gøre en reel forskel i mænds liv, og støtte dem i at træde frem med nærvær, mod og kraft.” afslutter Johan.
Mere information:
Informationsmøde: Onsdag d. 28.8 kl 18.30 – 20.30 i Folkestuen ved Aalborg Hovedbibliotek.