Efter skuddrama i Aalborg: Nu er mand i 60’erne varetægtsfængslet
Lørdag formiddag er den anholdte mand i sagen fra fredagens skuddrama blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Den varetægtsfængslede er en mand i 60’erne, der er bosat på Suensonsgade i Aalborg Vestby, hvor også dramaet udspillede sig fredag eftermiddag.
Det skriver TV2 Nord.
Under retssagen kom det frem, at manden er sigtet for at have truet politiet med en genstand, der lignede et våben.
Derudover er han sigtet for at have truet en anden borger i lejlighedskomplekset på Suensonsgade og for at være i besiddelse af en kniv.
Endelig er han sigtet for at have begået ny kriminalitet i sin prøveperiode.
Betjent affyrede skud
Som MigogAalborg tidligere har beskrevet, rykkede to patruljer fredag ud til Suensonsgade efter en anmeldelse om en voldsom uoverensstemmelse mellem to personer.
Uoverensstemmelsen fandt ifølge de nye oplysninger sted ved den nu sigtede mands egen bopæl.
Da betjentene kom frem og tog kontakt til de involverede, udviklede situationen sig.
Ifølge Nordjyllands Politi blev situationen så truende, at en betjent måtte afgive skud.
Ingen kom alvorligt til skade i forbindelse med episoden.
Politiet oplyste fredag, at der var tale om en isoleret hændelse og en intern uoverensstemmelse – og at episoden ikke var banderelateret.
Anklager Mette Bendix ønsker ifølge TV2 Nord ikke at oplyse nærmere om, hvad der fik situationen til at eskalere.
Den sigtede mand har ikke kæret kendelsen om varetægtsfængsling, og skal foreløbig sidde fængslet frem til den 29. oktober.
Læs også: Truende situation ved lejlighed i Aalborg: Politiet affyrede skud