Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe nyhed: MAMMA MIA musical kommer til Aalborg

Af Michael Qureshi
MAMMA MIA!
Foto: Svenska Teatern Helsinki
MAMMA MIA! Foto: Svenska Teatern Helsinki

For ti år siden kunne musicalen MAMMA MIA! ledsaget af ABBAs velkendte hits opleves af musicalglade danskere.

Opsætningen havde et af de største forsalg til en dansk teaterforestilling nogensinde, og når musicalen vender tilbage, er det igen produktionsselskabet PER SE, der står bag produktionen.

“MAMMA MIA! er en stor satsning for AKKC, men baggrunden for at vi tør satse så stort er, at Aalborg udover København er den by, der har solgt flest billetter til de seneste store musicals.

MAMMA MIA! er den helt rigtige musical at satse på med forestillinger i hele to uger, kun København spiller flere forestillingen end Aalborg,” fortæller en glad direktør, Nicolaj Holm fra Aalborg Kongres & Kultur Center.

Danmarksturnéens andet stop

Musicalen har premiere i Tivolis Koncertsal 22. januar 2020, og herefter drager MAMMA MIA! på Danmarksturné.

Første stop på turnéen bliver Holstebro, mens Aalborg har æren af at blive andet stop på ruten.

Herefter følger Randers, Vejle, Esbjerg og Viborg, som også får glæde af den danske musical, hvor Anne Linnets oversættelse af ”Mamma Mia”, ”Dancing Queen”, ”The Winner Takes it All” og i alt 22 udødelige ABBA-hits kan opleves.

Kæmpe nyhed: MAMMA MIA musical kommer til Aalborg

En global succes

Når MAMMA MIA! vender tilbage, er det ti år siden den fik premiere i Tivoli.

Siden da har den fortsat sit globale triumftog som én af musicalhistoriens største succeser. Efter verdenspremieren i London i april 1999 har over 60 millioner mennesker forelsket sig i historien og musikken bag MAMMA MIA!.

Forestillingen er blevet opført i over 440 større byer i hele verden og er oversat til 16 forskellige sprog for eksempel tysk, japansk, spansk, russisk, italiensk, fransk, polsk og finsk.

Holdet bag forestillingen

MAMMA MIA! er skrevet af Catherine Johnson og instrueret af Phyllida Lloyd, med musik af Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Koreografien er skabt af Anthony Van Laast, scenografi af Mark Thompson, lysdesign af Howard Harrison, lyddesign af Andrew Bruce og Bobby Aitken samt musikalsk supervision, musikmateriale og musikarrangementer af Martin Koch.

Som sidste gang kommer det kreative team fra London til København for at lave en originalproduktion af forestillingen – på dansk.

Hvem, der denne gang skal spille Donna, Sofie og alle de andre er ikke besluttet endnu, men vil blive fundet ved en række auditions i starten af 2019.

Det seneste år har AKKC trukket flere store musicals til Aalborg – og med den ene udsolgte musical efter den anden, har Aalborg suverænt været den stærkeste musicalspiller i Jylland på alle satsningerne.

Det får nu AKKC-direktør Nicolaj Holm til at sætte baren endnu højere.

“Vi har længe forhandlet på en så stærk musicaltitel, og er klar til at lave ikke mindre end 12 store forestillinger i AKKC. Det bliver en dansk produktion, hvor vi selv er med til at sætte holdet i tæt samarbejde med vores internationale samarbejdspartnere.”

Billetter til MAMMA MIA! i Aalborghallen 8.-19. april 2020 er netop sat i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor, på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk og ticketmaster.dk. Billetpriser: A: 695 kr. B: 595 kr. C: 495 kr. D: 395 kr.

Del artikel

Andre læser også