Efter otte år: Malte Ebert vækker Gulddreng til live i Aalborg
Model, Se Mig Nu og Hva’ så.
Det var nogle af de sange, danskerne skrålede med på i 2016, efter at Gulddreng dukkede op på de danske hitlister.
Siden da har han udgivet flere populære sange, men tilbage i 2018 besluttede Malte Ebert at lægge solbrillerne og guldkæden på hylden og fortsætte sin karriere i eget navn med ny musik.
Alter egoet blev officielt lagt i graven ved en stor afskedskoncert i Royal Arena.
Efter det var han lige kort tilbage i 2021, hvor han skabte en kæmpe stemning til EM i fodbold med sangen “Helt Sikker” og i 2022 lavede han “Den (u)officielle VM-sang”, men siden da har man ikke set meget til ham.
Er gulddreng tilbage?
De sidste par uger har der floreret spekulationer på, om Gulddreng mon ville vende tilbage igen, efter han har lagt videoer med teasers til Grøn Koncert op på de sociale medier.
I videoerne besøger Gulddreng studiet, hvor Malte Ebert forbereder sig, og her prøver Gulddreng at overtale ham til at spille en af hans sange til Grøn Koncert.
Derfor var det et spændt publikum, der mødte op til årets første Grøn Koncert i Tårnby i København igår den 16. juli.
“Vi vil se Gulddreng!” blev der råbt fra publikum.
Det skriver Ekstra Bladet.
Og denne gang fik fansene deres ønske opfyldt.
I stedet for Malte Ebert, som ellers stod på plakaten, var det Gulddreng der åbnede koncerten i sin karakteristiske hættetrøje.
Her spillede han hittet Se Mig Nu, mens publikum skrålede med fra start.
Men selvom gensynet vakte stor begejstring, blev det kun til ét enkelt nummer.
Efter åbningen forlod Gulddreng, ifølge Ekstra Bladet, igen scenen, og Malte Ebert fortsatte resten af koncerten som sig selv med sine egne sange.
Det var fansene dog ikke helt tilfredse med, så de blev ved med at råbe på Gulddreng under koncerten i håbet om, at han ville vende tilbage endnu en gang.
Gulddreng i Aalborg
På søndag den 19. juli rykker Grøn Koncert ind i Aalborg, hvor der er totalt udsolgt.
Hvis alt går efter vores forventninger, kan publikum derfor godt begynde at glæde sig til et gensyn med Gulddreng, der ser ud til at have fået nyt liv.
I hvert fald for et enkelt nummer, inden Malte Ebert igen tager over.
En ting er i hvert fald sikkert – om det er Gulddreng eller Malte Ebert, skal de nok få sat gang i en kæmpe fest.