Gratis koncert i dag: Malte Ebert tænder årets julelys ved Musikkens Hus

Ved du ikke, hvad du skal lave i dag?
Så har vi altså et ret godt bud. Især hvis du er fan af Malte Ebert, hygge og ægte julestemning.
For andet år i træk inviterer Musikkens Hus hele byen til en hjertevarm julelystænding.
Det sker i dag på pladsen foran den karakteristiske bygning ved Aalborgs havnefront.
Husets facade bliver lyst op, når Malte Ebert trykker på knappen, og inden da har han givet en gratis mini-koncert ude på Musikkens Plads.
“Vi håber, at rigtig mange nordjyder igen i år vil finde vej til havnefronten.
Sidste år var fællessang og koncert inde i Foyeren, men pladsen blev for trang, så nu rykker vi det hele udenfor og krydser fingre for tørvejr, så den stemningsfyldte eftermiddag får de fineste rammer,” fortæller Musikkens Hus om arrangementet.
Det hele starter klokken 16.45, når pladsen åbner. I skrivende stund lover DMI tørvejr, 8 grader og nærmest ingen vind, så det ser ud til at blive helt perfekte forhold for julelystændingen.
Tid og sted:
Musikkens Plads i Aalborg, søndag 9. november 2025
Program:
Kl. 16.45: Pladsen åbner
Kl. 17.00: Velkommen
Kl. 17.05: Malte Ebert synger julen ind
Kl. 17.40: Julelystænding
Kl. 17.45: Fællessang med børne- og ungdomskor
Kl. 18.30: Pladsen lukker
Hjælp til Mødrehjælpen
Et af Malte Eberts store hits er titelsangen fra DRs julekalender Julehjertets hemmelighed, og netop et julehjerte vil være til salg til fordel for Mødrehjælpen Aalborg.
Hjertet sælges ikke bare på dagen, men helt frem til jul, og overskuddet af salget går ubeskåret til Mødrehjælpens arbejde.
”Den generøse donation, vi har modtaget fra Spar Nord Fonden, betyder, at vi nu kan give.
Vi kan støtte Mødrehjælpens arbejde, vi kan give en række udsatte familier en god juleoplevelse i trygge rammer, og så kan vi give hele byen en mindeværdig juleoplevelse med lystænding, koncert og fællesang.
Det er et kæmpeprivilegium, og jeg glæder mig meget til søndag 9. november”, siger direktør i Musikkens Hus, Rikke Mølgaard.
Fællessang med juniorkor
Udover mini-koncerten med Malte Ebert byder eftermiddagen også på fællessang sammen med Budolfi Kirkes Juniorkor, som denne eftermiddag ledes af Julie Harries Justesen.
Ved klaveret sidder Ole Izard Høyer. Der bliver uddelt sang-ark, så alle kan synge med.
”Sidste år markerede vi starten på en ny tradition, og jeg var ubeskrivelig glad for at opleve, at så mange nordjyder fandt vej og var med til at synge julen ind.
Vi fik vist, at Musikkens Hus er åbent for alle – et samlingssted fyldt med berigende oplevelser. Jeg er både glad og stolt over, at vi i år kan præsentere Malte Ebert og tænde endnu flere lys og fejre julen med så mange mennesker,” siger Rikke Mølgaard.
”Lystændingen markerer, at vi går ind i en særlig tid, som er værd at samles om, og som for mange familier er forbundet med glæde og hygge.
Men desværre giver julen også for en del familier anledning til økonomiske bekymringer og følelsen af ensomhed.
Med arrangementet i Musikkens Hus ser vi frem til, at byen igen i år kan samles til en gratis oplevelse, der spreder varme og glæde. Samtidig er det ønsket at række ud til familier, som har brug for et lyspunkt”, siger direktør i Spar Nord Fonden Bo Uggerhøj.
En særlig gave
En del af Spar Nords Fondens donation går til en særlig udvalgt gruppe af mennesker, og derfor er dagen delt op i to.
Den første del er et ”lukket” arrangement for børnefamilier, som for en stund er slået ud af kurs og måske trænger til en pause fra en svær hverdag.
De inviteres til en julefest med æbleskiver og gaver – og naturligvis også til arrangementet med Malte Ebert.