Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

EM-fænomenet fra Nordjylland: Alt det du ikke vidste om Mæhle

Af Michael Qureshi

På byskiltet i Østervrå 37 minutters kørsel fra Aalborg er påklistret et nyt skilt i pap.

“Mæhlesby” står der nu, og skiltet har selvfølgelig fået lov til at hænge.

For Joakim Mæhle har på få uger gjort den lille nordjyske provinsby i Vendsyssel med lidt over 1.300 indbyggere landskendt.

Ja, faktisk kan man godt slå sig helt op på, at Østervrå nu nævnes i gigantiske internationale medier som Guardian og BBC.

Mens det danske landshold har erobret hjerter i hele Danmark og i resten af verden, så har Joakim Mæhle haft en helt særlig succeshistorie.

Han har for alvor fået sit store internationale gennembrud, og han er gået fra knægten der stort set ikke kunne komme på AaBs førstehold til at være blandt EM-slutrundens mest eftertragtede spillere.

Der er skrevet en del om Joakim Mæhle, men vi har i denne artikel forsøgt at gå et spadestik dybere på de ting, som ikke mange allerede ved om den nordjyske komet i forvejen.

Blandt andet kan vi fortælle, at Atalanta-spilleren faktisk er kærester med en vaskeægte landsholdsspiller.

Nemlig den tyrkiske kvindelandsholdsspiller Büsra Barut, som til daglig spiller i FC Nordsjælland.

Pendlede mellem Østervrå og Aalborg allerede som 12-årig

Mæhle var den store spiller på ungdomsholdene i ØVI. Allerede som 12-årig blev han opdaget af AaBs scouts, og han blev tilbudt at træne i Nordjyllands største klub.

Det gjorde, at han i en ret tidlig alder begyndte at pendle de 50 km mellem Østervrå og træningsanlægget på Hornevej i Aalborg.

Havde svære betingelser i AaBs ungdomsafdeling

Den tidligere AaB-stjerne Thomas Enevoldsen er imponeret over, hvordan Joakim Mæhle har tacklet modgang i svære år i AaBs ungdomsafdeling og i dag arbejdet sig op som en af Europas mest spændende spillere.

“Jeg husker tydeligt, at det ikke var Mæhle vi snakkede om på førsteholdet, da han først kom op i truppen. Han kom op på et yderligt mandat, og der var andre spillere, der var mere iøjnefaldende.

Men han havde en virkelig god mentalitet og var klar til at arbejde stenhårdt for at blive bedre. Derfor er det også glædeligt, at se den store succes, han har i dag.

Han har om nogen fortjent det, når man selv har set, hvor hårdt han har kæmpet for det. Han kombinerede talent med stenhårdt arbejde, og det baner som regel vejen for succes,” fortæller Enevoldsen til MigogAalborg.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Joakim Mæhle (@joakim_maehle)

 

Råbte hovedet af Mæhle i stort nederlag

AaBs stabile forsvarer Jakob Ahlmann fortæller til MigogAalborg om engang han råbte hovedet af Mæhle i et stort AaB-nederlag.

“Jeg kan huske, at jeg var ved at råbe hovedet af ham i en kamp i Aarhus, som vi tabte 4-0 til AGF, fordi jeg syntes, at han spillede rigtig skidt.

Ligesom os andre, må jeg hellere tilføje. Jeg fik faktisk en smule ondt af ham, men han reagerede bare ved at arbejde endnu mere hårdt og fokuseret. Den mentalitet har gjort ham godt.

Jeg kan huske, at jeg havde svært ved at se hans rolle ved de første træninger, hvor han var oppe i førsteholdstruppen.

Han blev brugt som offensiv spiller, og jeg tror generelt, at trænerne havde svært ved at finde hans rigtige position på banen. Tilfældigheder gjorde vel, at han blev testet som back.

Siden så han sig ikke tilbage.

Kæresten spiller på det tyrkiske landshold

En detalje som meget få kender til Joakim Mæhle er, at hans kæreste spiller for det tyrkiske kvindelandshold.

På Instagram kan man se, hvordan Büsra Barut har set alle EM-kampene i selskab med øvrige spillerkoner- og kærester.

Til daglig spiller 24-årige Büsra Barut for FC Nordsjælland. MigogAalborg har spurgt hendes tidligere træner Brian Sørensen om hendes kvaliteter. Han er i dag træner for Fortuna Hjørring.

“Hun er en teknisk dygtig spiller, som er god 1 mod 1 og er en rigtig hurtig spiller. Hun var en stor del af holdet, da vi rykkede op i den bedste liga i 2019, og hun har gjort det imponerende,” forklarer Brian Sørensen.

Så vidt vides er det eneste danske fodboldpar, hvor både manden og kvinden repræsenterer hver deres landshold.

Før hun kom til FC Nordsjælland spillede hun for Brøndby IF.

Du kan se hendes profil på Instagram her

EM-fænomenet fra Nordjylland: Alt det du ikke vidste om Mæhle
Foto: Instagram

EM-fænomenet fra Nordjylland: Alt det du ikke vidste om Mæhle

Han smadrede en Bip-test i AaB

Joakim Mæhle betegnes som et konditionsfænomen, som bare kan blive ved med at løbe.

Den tidligere AaB-træner Jacob Friis har fortalt til B.T.s fodboldpodcast Fodbold FM, at han aldrig har set en spiller løbe en såkaldt bip-test så suverænt.

“Jeg har set mange ungdomsspillere, og jeg har set mange Superliga-spillere, men jeg har ikke set nogen, der har løbet så langt og så overlegent og løbet den der biptest ud. Det er han den første og eneste, jeg har mødt, der har gjort,” sagde Jacob Friis.

I en bip-test løber deltagerne frem og tilbage mellem to kegler, der står med 20 meters afstand. Man løber i intervaller og skal nå keglen inden en høj ‘biplyd’. Der bliver kortere og kortere mellem ‘bippene’ så man til sidst løber i sit maksimale tempo. Testen tager 20 minutter, hvis man som Mæhle løber den helt ud.

Fuldstændig vanvittig udvikling

Det går virkelig igen, at AaB-spillerne i førsteholdstruppen ikke så potentialet med det samme, da Joakim Mæhle blev rykket op.

Det fortæller Kasper Risgård til MigogAalborg.

“Jeg havde virkelig ikke set det komme, at han ville eksplodere i sin udvikling, som han har gjort. Han var ikke lige den af de 6 unge, som kom op fra U19 i 2016, som man tænkte, ville spille i en stor liga og en vild EM-slutrunde fem år senere.

Men det er så vanvittigt imponerende den udvikling, han har gennemgået, og bedst af alt, så er han en ægte nordjysk dreng, som lader fødderne tale kamp efter kamp.”

Kan blive solgt for knap 300 mio. kr.

I januar skiftede Joakim Mæhle fra belgiske Genk til italienske Atalanta for en anslået transfersum på 85 mio. kr.

Men værdien er skudt helt i vejret med præstationerne under EM. Nordjyske har talt med en række danske topagenter, som vurderer, at Atalanta ville kræve omkring de 40 mio. euro – altså 297 mio. kr. for Mæhle, hvis han skal sælges her og nu.

Spiller computer Live på Twitch

Joakim Mæhle elsker at spille computer i fritiden. Ofte kan man se ham streame live på online platformen Twitch, når han spiller forskellige spil.

DR fortæller, at han på et tidspunkt spillede Football Manager, hvor han prøvede at lokke Nicklas Bendtner til AaB. Men fik et kæmpe nej i spillet.

“Det er så typisk Nicklas, det der’,” udbrød Mæhle til stor underholdning for dem, der fulgte med Live.

I aften håber vi selvfølgelig, at den nordjyske stjerne igen lyser højest på den internationale fodboldhimmel.