Unik chance: Lillebitte byhus med have til salg i midtbyen
Det er ikke hver dag, at man får muligheden for at overtage et af byens eftertragtede byhuse. Men nu er chancen opstået.
I Peder Barkes Gade 28 har Mæglerhuset netop sat sådan et til salg, og det inkluderer endda en lille have.
Byhuset strækker sig over to velindrettede etager med karakteristiske detaljer såsom fritlagte bjælker, synligt bindingsværk og dannebrogsvinduer.
Lille hyggelig have
På første sal fører soveværelset ud til en hyggelig lille altan, der samtidig giver udsigt ned til den solrige have.
Selve huset er kun på 58 kvm og er derfor ikke umiddelbart oplagt til den helt store børnefamilie.
Til gengæld er det perfekt til et ungt eller ældre par, der ønsker at bo tæt på byens liv, samtidig med at de har deres egen lille, private oase.
Byhuset stammer fra 1859, og med sin fine alder kan man virkelig mærke historiens vingesus, når man bevæger sig rundt i det hyggelige område omkring Vor Frue Kirke.
Byhuset kan blive dit for den nette sum af 2.695.000 kr.