Stor makeover: Badehotel er skudt op på Nibe Festival
De fleste forbinder nok festival med kolde fadøl, burgere, beskidte sko og mudrede knæ.
Men et særligt, og lidt skjult, sted på Nibe Festival finder du i stedet masser af luksus, gourmetmad og store cigarer.
“Lysningen”, der blev bygget tilbage i 2018 med det formål at forkæle samarbejdspartnere, er blevet et trækplaster for dem, der ønsker sig nogle mere eksklusive rammer for en anderledes festivaloplevelse.
Helt nyt tema
I år er rammerne forvandlet fra jagthytte-stemning til vaskeægte Badehus-stemning lige midt i Skalskoven.
Den hyggelige bjælkehytte er blevet malet fra rød til gul, og udsmykket efter alle kunstens regler med både flotte træpaneler, nye lyse farver og en (næsten) vaskeægte sø med strandsand ved indgangen.
MigogAalborg har fået lov at få et eksklusivt kig ind i Lysningen, der ofte er udsolgt et år i forvejen.
Man føler nærmest, at man træder ind på settet til et afsnit af Badehotellet.
Bag klaveret lyder tonerne af den velkendte musik fra serien, bordene er dækket klassisk op med hvide duge og friskplukkede sommerblomster og værten for det hele er ingen ringere end Peter Christian Bühlmann Jensen, der bl.a. er tidligere direktør på Ruths Hotel.
“I år er Lysningen opført i et rigtig badehotel-stil, og det er gastronomien også. Kulisserne er, som man nærmest er i Skagen,” fortæller Peter.
I Lysningen kan firmaer og gode venner få en oplevelse ud over det sædvanlige – og det er maden naturligvis også.
Igen i år står teamet bag Textur for maden, og her er der heller ikke sparet på noget.
Gæsterne kan glæde sig til en gourmetoplevelse udover det sædvanlige med tilhørende vine og cocktails. Også menuen er inspireret af badehotel og luksus.
En billet til lysningen, koster lidt mere end fransk hotdog og en fadøl på Hestepladsen.
Du skal slippe 1250 kr. ex. moms (forudsætter at man har en backstage-billet i forvejen), men får du til gengæld også 3 timer i himlen (på stranden) med mad, cocktails, vin og en helt unik oplevelse.
Du kan finde mere info her.