Kæmpe kaos i p-kælder: Flere har været fanget i timevis
Find seneste nyt i sagen her:
Læs også: Kommunen melder ud: Derfor var der kæmpe kaos i parkeringshus i weekenden Vi har tidligere skrevet om, at der har været problemer med at komme ud af Friis Parkeringshus.
Og nu er den gal igen.
MigogAalborg har i dag fået flere henvendelser fra aalborgensere, der har siddet fanget i timevis, og ifølge dem, har det synet så godt som umuligt at komme derfra igen.
“Folk er begyndt at forlade bilerne i hold for at komme på toilettet og hente forsyninger,” fortæller en af de aalborgensere, der lige nu sidder fanget i P-kælderen.
Han fortæller også, at han har været oppe og kigge ved udgangen, og at der kun bliver lukket få biler ud af gangen.
MigogAalborg tog kontakt til Center Manager, Niels Adolfsen:
“Der er usædvanlig travlt i dag. Det er lyskrydset, der ikke fungerer. Vi har haft fat i kommunen flere gange. De må gøre noget ved det. Det hjælper ikke at fjerne 200 p-pladser. De er nødt til at komme på banen. Så jeg kontakter dem igen på mandag,” fortæller han.
Han fortæller også, at lyskrydset kun kan lukke 3-6 biler ud ad gangen, og at der derfor er flere, der har siddet og ventet i over to timer.
“Normalt er det jo ikke noget problem. Men når lyskrydset ikke lukker mere end det ud på en travl dag, så bliver det svært.
Vi er frygtelig kede af situationen. Men vi kan ikke gøre noget. Vi må ikke engang stille os ud i lyskrydset og dirigere. Det er kun politiet, der må det.”
Friis Shoppingcenter er lige nu ved at dele kildevand og kaffe ud til dem, der sidder i bilerne og venter.