Vokser med raketfart: Luksusbaby udvider med kæmpe lager og nye butikker

Skrevet af: Jonas Søhus Vogt Sørensen
Foto: Okan Gültekin
Foto: Okan Gültekin

Man må lette på hatten og klappe i hænderne over den aalborgensiske virksomhed, Luksusbaby.

De har nemlig lige vundet CoolUnite’s indsamlingsprojekt SOME CharityDysten, hvor 6 danske virksomheder på 3 uger kæmper om at samle så mange penge ind som muligt til CoolUnite Fonden.

Med 130.000 kr. var Luksusbaby den virksomhed i Danmark, der indsamlede flest penge til fonden.

Alle indsamlede penge går til syge og udsatte børn. CoolUnite Fonden ønsker at give børnene gode oplevelser og bidrage til, at børnene får en nemmere hverdag.

”Vi har aldrig for travlt til at hjælpe med sådan noget. Alt hvad der har et godt formål, støtter vi gerne.

Hvis vi vandt, var det bare et plus, men det vigtigste var bare at samle nogle penge ind. Det var det, det handlede om,” siger Morten Grabowski, der sammen med kæresten, Ann-Louise Christine Aasted, ejer Luksusbaby.

En personlig historie

Som virksomhed vinder man ikke andet end blot æren, men det er også mere end rigeligt for Morten og Ann-Louise, der begge mener, at det er vigtigt at hjælpe og række en hånd ud til dem, der har allermest brug for det.

Men for Morten bunder ønsket om at hjælpe andre også i en personlig historie.

”Mine forældre brugte rigtig meget tid på værtshuse, så jeg har selv set, hvordan det er at vokse op under forhold, der langt fra er optimale.

Jeg har selv oplevet mange svære ting, så derfor er det bare naturligt for mig at støtte op om andre, der er i en svær situation” siger Morten.

I år har CoolUnite valgt at øremærke de indsamlede penge fra SOME CharityDysten til at hjælpe de to danske børnehospices, der findes.

Foto: Okan Gültekin

Luksusbaby i eksplosiv fremdrift

Hos Luksusbaby finder du babytøj og tøj til børn mellem 0-16 år fra de mest populære designerbrands på markedet for børnetøj.

Som navnet indikerer, er Luksusbaby absolut i front, når det kommer til at kunne tilbyde dig det bedste og mest luksuriøse babytøj og tilbehør. Samtidig holder Luksusbaby sig til gode priser, hvor de fleste har mulighed for at være med.

”Ann-Louise har valgt de bedste produkter, så man skal ikke bruge en time eller to på at finde et andet produkt, for vi har allerede udvalgt det, vi mener er bedst i forhold til kvalitet, pris og mode,” siger Morten.

I år kan Luksusbaby fejre 6-års fødselsdag, og de kan se tilbage på en tid, der har ført store ting med sig.

På 6 år er Luksusbaby nemlig vokset fra 10 flyttekasser i stuen til et lager på 2400 m2 og 90 medarbejdere.

Desuden havde de i 2019 regnskabet et rekordår med en bruttofortjeneste på 15,8 mio. kr. og et overskud på hele 7,5 mio. kr. før skat.

Foto: Okan Gültekin

Men det stopper langt fra her.

Luksusbaby udvider snart med 4000 m2 lager i Støvring, så de har mulighed for at udvide produktsortimentet.

”Derudover åbner vi en 450 m2 stor butik i Århus den 30. oktober på Strøget i Århus.

Hvis Århus går som vi håber og tror, har vi tænkt os at køre på og åbne i Odense og København, ligesom vi vil åbne i Stockholm, Oslo, Hamborg, Amsterdam og Kina.

Nu er vi nået så langt, og vi kan se, at vores koncept er fremragende og skalérbart til andre lande og markeder,” fortæller Morten.

Foto: Okan Gültekin

Hårdt arbejde betaler sig

Luksusbaby’s succes er dog ikke kommet af sig selv. Morten, Ann-Louise og de resterende medarbejdere knokler hver dag en vis legemsdel ud af bukserne for at tilfredsstille deres kunder.

”Det er benhårdt arbejde, og derfor er troværdighed og tilgængelighed så vigtigt for os. Der er så mange spillere på markedet, så det handler om at vi skal behandle alle folk godt.

Kundetilfredshed er nøglen og det vi ånder og lever for, og derfor prøver vi også at gøre onlineoplevelsen så personlig som muligt. Vi er der hver dag, inklusive weekend og helligdage, fra 7-23, hvor kunder altid kan ringe eller skrive og få et lynhurtigt svar,” siger Morten.

Luksusbaby’s service og succes er da heller ikke gået ubemærket hen.

De er nemlig nomineret til både E-handelsprisen, årets ejerleder, årets entreprenør, ligesom de var nomineret i kategorien “årets butik” i forbindelse med Aalborg Awards.

”Det er et kæmpe skulderklap og sindssygt motiverende. Vi havde aldrig turde håbe på, at vi ville få så stor succes”, siger Morten.

Du kan tjekke Luksusbaby’s produkter ud på deres hjemmeside.