Fransk yachtstemning: Luksuriøst krydstogtskib har lagt til i Aalborg
Som vi har oplevet det flere gange i løbet af sommeren, så er der igen i dag et krydstogtskib på besøg i byen.
Ved Honnørkajen ligger det franske skib Le Lapérouse – og der er luksus for alle pengene.
Skibet er bygget i 2017, så det er et nyere havhotel, der er på besøg.
Det er til gengæld lidt mindre, end nogle af de skibe der tidligere har anlagt kajen i Limfjorden. Det er nemlig kun 131 meter langt, og der er plads til 184 passagerer.
Der er 118 besætningsmedlemmer, så der er masser af hjælp at finde ombord med næææsten et besætningsmedlem pr. passager.

Femstjernet komfort
Ifølge hjemmesiden MyCruise er du sikret et ophold af høj kvalitet ombord på Le Lapérouse.
Da der kun er 92 kahytter på skibet, er det en intim fornøjelse, men du er stadig sikret en række fornøjelser som poolområde med infinity-pool, spa- og wellnessområde, fitnesscenter, barer og restauranter.
Ligesom du kan bruge tiden i skibets butik, kunstgalleri eller teater.
På Le Lapérouse er der desuden en såkaldt undervandslounge, hvor man kan se havets dyreliv gennem store vinduer.

Ifølge Port of Aalborg sejler det franske krydstogtskib videre i aften kl. 21.
Næste destination er Helsingborg i Sverige, hvor de gerne skulle ankomme i morgen tidlig.