Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Mikroristeri i Aalborg: Thor leverer kaffe til Michelin-restaurant

Jacob Urth, Restaurantchef på Alimentum (T.V.) og Thor Andersen, stifter af Tierra Kaffe
Jacob Urth, Restaurantchef på Alimentum (T.V.) og Thor Andersen, stifter af Tierra Kaffe

Vi havde for nylig den store fornøjelse at nyde en frokost på Restaurant Alimentum, der kan bryste sig af – indtil videre – at have byens eneste Michelin-stjerne.

Da tjeneren spurgte, om vi ville afslutte den fortrinlige frokost med en kop kaffe, forventede vi at få serveret en “almindelig”, velskænket kop, der levede op til de høje standarder på den hæderkronede restaurant.

Det fik vi så sandelig også. Og mere til.

Vi havde ikke lige forudset, at tjeneren præsenterede en kop kaffe med udvalgte bønner fra et mikroristeri i … Aalborg.

Tierra Kaffe, der blev stiftet af Thor Andersen i 2023, har siden oktober været kaffeleverandør til Alimentum.

“Det var faktisk min virksomhedspartner, Bratheep, der var inde og nyde en middag på restauranten.

Han fik serveret en kop kaffe, som han ikke mente afspejlede det høje niveau, de ellers er garant for.

Så han spurgte meget direkte: “Det er da noget okay kaffe, I har – men skal vi ikke lege?’” siger Thor Andersen med et grin.

Og siden har de faktisk været legekammerater.

Mikroristeri i Aalborg: Thor leverer kaffe til Michelin-restaurant
En god kaffe på Alimentum – med bønner fra Tierra Kaffe

“Jeg kom forbi med al min viden og mit udstyr, og så cuppede (en metode til at smage og evaluere kaffens aroma, smag, krop og kvalitet, red.) jeg kaffe for dem.

Alimentum har jo ud over en Michelin-stjerne også en grøn stjerne for deres store fokus på bæredygtighed, så samarbejdet føles helt rigtigt, fordi det også er essentielt for os,” fortæller Thor, og fortsætter:

“Derudover er de nørder med stort N – ligesom os.

Deres ihærdighed i køkkenet, med omhu og respekt for den enkelte råvare, passer perfekt til vores tankegang, hvor hver eneste kaffebønne behandles med den respekt, den fortjener,” forklarer Thor.

Mikroristeri i Aalborg: Thor leverer kaffe til Michelin-restaurant

Fra hi-fi til high-end kaffe

Mikroristeriet Tierra Kaffe har fra dag ét haft den 35-årige Thor Andersen bag roret.

Virksomheden er i øjeblikket 100 procent online, hvor man kan købe specialkaffe, der sendes med posten – eller leveres personligt, hvis man bor i Aalborg.

Thor har tidligere nørdet hi-fi, hvor målet var at skabe en af verdens mest kompromisløse, smukke og faselineære højttalere.

Og selvom det lyder langt fra hans nuværende projekt, så er det den samme tilgang, han nu har taget med ind i kaffeverdenen:

Jagten på den perfekte kop kaffe.

Hver. Eneste. Gang.

“Jeg er nok lidt ængstelig af natur og kan ikke gøre tingene halvt.

Jeg ved godt, at man aldrig kan gøre noget helt perfekt, men jeg stræber konstant efter at yde mit ypperste.

Det bliver næsten en besættelse, og jeg elsker processen i kaffeproduktionen.

Den er sindssygt kompleks og helt vildt spændende.”

I mange generationer har kaffe “bare” været kaffe for mange danskere. En simpel råvare på linje med sukker, mel og krydderier.

“Men kaffe er en specialvare, der bedst kan sammenlignes med vin.

Den kan smage ufatteligt forskelligt, og den viden vil jeg gerne brede ud til Aalborg og resten af Danmark,” siger Thor.

Mikroristeri i Aalborg: Thor leverer kaffe til Michelin-restaurant
Thor Andersen

Derfor er Tierra Kaffe noget helt særligt

Dermed vender vi også tilbage til navnet Tierra Kaffe.

Thor nørder nemlig det såkaldte terroir-begreb, som vinconnaisseurs uden tvivl kender.

Men kaffe-terroir er mindst lige så vigtigt. Det dækker over alle de mikroklimaforhold, der påvirker kaffens smag.

Vi taler om alt fra jordbundsforhold til årlig nedbør, temperatur, sollys, højde og de omkringliggende planter ved kaffefarmene.

“Det hele påvirker kaffens egenskaber i forhold til smag og duft.

Derfor køber og forhandler vi udelukkende single origin-kaffe, der kommer fra ét område eller én farm.

De har hver deres helt specifikke terroir.”

Herefter er det Thors fineste opgave at få den enkelte kaffebønne til at smage så sublimt som overhovedet muligt.

“Vi rister ekstremt lyst, for en mørkere ristning kan overdøve de smagsmæssige nuancer.

Når kaffebønderne har brugt så meget tid og så mange kræfter på at skabe et fantastisk produkt, skal vi også gøre vores ypperste for at få den allerbedste smag frem.”

Mikroristeri i Aalborg: Thor leverer kaffe til Michelin-restaurant
Der bliver nørdet igennem, når Thor først går i gang

Store drømme for fremtiden

Selvom Thor i dag rister sin kaffe i ydmyge rammer i Aalborg, er ambitionerne tårnhøje.

Samarbejdet med Alimentum blev et markant skulderklap for Tierra Kaffe, og Thor mærker, at interessen fra både kaffenørder, restauranter og helt almindelige kaffeglade danskere vokser.

Derfor har han også drømme. Store drømme. Det kan ikke være anderledes med Thor.

“Vi leder efter større lokaler, og alt er i spil. Det kunne eksempelvis være en placering tættere på midtbyen med en kombination af café, risteri og et slags Coffee Lab med kurser, workshops og andre spændende aktiviteter.”

Det vigtigste for Thor er at udbrede sin viden om kaffe.

“Jeg vil gerne skubbe lidt til danskernes forventninger til en god kop kaffe og give dem en forståelse for, hvor fantastisk et produkt kaffe kan være, når man behandler den, som den fortjener.

Jeg glæder mig helt vildt til næste kapitel.”

Indtil da kan du følge med på Tierrakaffe.dk eller via Instagram.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.