Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Solgt på rekordtid: Lokal ejendomsudvikler køber spektakulær bygning

Af Emil Kjær Jørgensen

I slutningen af november kunne vi fortælle, at ejeren af den store og spektakulære privathospitalsbygning i Skørping, Jørgen Enggaard, havde sat den 5.856 kvadratmeter store ejendom med tilhørende 39.561 kvadratmeter grund til salg.

Interessen for den historiske bygning har været overvældende, og nu har ejendommen allerede fået en ny ejer.

Det skriver Nordjyske.

Der var allerede 10 seriøse købere på få uger, og ejendommen kom derfor i budrunde, hvor de interesserede skulle smide deres bedste bud på bordet.

Det blev ejendomsudvikler Bill Nielsen her fra Aalborg, der løb med den spektakulære bygning, og han glæder sig til at overtage ejendommen.

“Ejendommen er en af de mest attraktive i Nordjylland, og jeg var derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at det var et projekt, jeg gerne ville være en del af. Nu står jeg inden længe med nøglerne til den fantastiske hovedbygning og de øvrige ejendomme med et samlet areal på 5.856 kvadratmeter, og jeg glæder mig meget til at føre traditionen for stedet videre,” siger han til Nordjyske.

Solgt på rekordtid: Lokal ejendomsudvikler køber spektakulær bygning

Knap 6.000 kvadratmeter

I dag er det Capio Privathospital Skørping, der driver privathospitalet, men fra nytår flytter hospitalet fra Skørping til Aalborg – læs mere om det her.

“Jeg har været en del af en større ejerkreds i godt 30 år og blev for knap fem år siden eneejer.

Det har været en spændende periode, hvor et stort antal patienter fra hele landet og sågar udlandet er rejst til Skørping for at blive behandlet i de helt unikke omgivelser,” sagde den mangeårige ejer Jørgen Enggaard, da bygningen blev sat til salg.

Helt særlig ejendom

Det er erhvervsmægler EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har stået for salget.

Udover hovedbygningen omfatter ejendommen flere erhvervslejemål samt 14 boliger, der løbende er istandsat, og i dag er alle kvadratmeter udlejede:

“Hovedbygningen rummer mange anvendelsesmuligheder til blandt andet privathospital, kontor eller hotel og restaurant.

Der findes en kopi af ejendommen i Kolding, som fungerer som hotel under navnet Hotel Koldingfjord, siger Stig Theilmann fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.

“I dag er bygningen i Skørping indrettet med en stor reception med udgang til parken, operationsstuer, kontorer, opholdsstuer og 24 værelser med eget badeværelse, møderum m.v., og det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvad stedet kan anvendes til.”

Oprindelig hed stedet Skørping Sanatorium og var et selvforsynende sanatorium med eget vandværk, vaskeri og endda dyr i staldene.

Stedets primære opgave var at behandle patienter med tuberkulose. Det foregik frem til 1950’erne, hvor sygdommen stort set blev udryddet i Danmark.

Det er endnu uvist, hvad ejendommen skal anvendes til i fremtiden.

Del artikel

Andre læser også