Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lokal bank advarer: Svindlere forsøger at snyde folk med disse navne

Af Stine Kjølby Christensen

Hos Nordjyske Bank har man den seneste periode oplevet en stor stigning i antallet af personer, der via telefonen bliver svindlet til at udlevere NemID-oplysninger.

Det er særligt personer med ”ældre navne”, der bliver kontaktet af svindlerne, som udgiver sig for at være medarbejdere i banken, og det får nu Nordjyske Bank til at advare om den aktuelle tendens.

 Hedder du Aase, Tove, Jørgen eller Arne er du i øjeblikket særligt i risikozonen for at blive svindlet med dit NemID og dermed give adgang til din Netbank.

Sådan lyder det fra Nordjyske Bank, som inden for den seneste periode har oplevet en stor stigning i antallet af henvendelser fra kunder, der enten er blevet forsøgt svindlet eller er blevet svindlet.

Derfor advarer banken nu især personer med ”ældre navne” om de fupopkald, der lige nu finder sted:

“Vi har fået rigtig mange henvendelser fra vores kunder, der er blevet kontaktet telefonisk af svindlere, som udgiver sig for at være en medarbejder i Nordjyske Bank. Og her ser vi et klart mønster for, hvem der i denne omgang er ofrene,” forklarer bankdirektør i Nordjyske Bank, Carl Pedersen, og fortsætter:

Svindlerne går nemlig systematisk efter personer med navne såsom Aase, Tove, Jørgen og Arne, da der statistisk set er større sandsynlighed for, at de hører til den ældre aldersgruppe, som er svindlernes mål.”

Helt konkret forsøger svindlerne at få personerne til at opgive sine NemID-koder over telefonen, så de kan logge på deres Netbank og overføre pengene til egne konti.

Typisk fortæller vores kunder, at svindleren på en meget veltalende, overbevisende og hjælpsom måde ringer for at informere om, at der er lavet en stor transaktion fra deres konto til en anden bank.

Svindleren spørger i den forbindelse, om kunden kan bekræfte overførslen, og når kunden så efterfølgende siger nej, skal svindleren bruge NemID-oplysningerne for at stoppe transaktionen i en fart. Og det er her, det går galt,” fortsætter han. 

Bank efterspørger aldrig NemID-oplysninger

I den forbindelse er Nordjyske Banks helt klare budskab derfor også, at banken, Nets, politiet eller andre instanser aldrig må bede om NemID-koder eller andre adgangskoder via telefon for at kunne udføre deres arbejde.

“Der er ingen tvivl om, at vi har med topprofessionelle svindlere at gøre, der ved præcis, hvordan de med fagtermer og en god portion tidspres kan få koderne ud af folk.

Derfor er det også vigtigt som kunde at vide, at hverken vi, en anden bank, Nets eller politiet nogensinde vil bede om oplysninger som disse, og vi håber, at alle vil hjælpe os med at sprede budskabet,” slutter Carl Pedersen.

Han tilføjer afslutningsvist, at man hurtigst muligt skal spærre sit NemID og kontakte sin bank, hvis man er blevet svindlet.

Er man blevet forsøgt svindlet, skal man også kontakte sin bank, så banken kan få dannet sig et mønster over svindlernes tilgang og således advaret andre.

Del artikel

Andre læser også