Løn i et år til fritstillet direktør: Topstilling nedlægges i Aalborg Kommune
Aalborg Kommune siger farvel til sin erhvervsdirektør ved årsskiftet.
Direktøren, Mette Bugge, der blev ansat i 2022 for at styrke væksten og føre en ny erhvervsstrategi ud i livet, fritstilles efter uenigheder om det fremtidige samarbejde.
Som en del af fratrædelsesaftalen modtager hun løn i hele 2025.
Det skriver Nordjyske.
Stilling nedlægges
Stillingen som erhvervsdirektør nedlægges, og kommunaldirektør Tommy Christiansen vil selv tage en mere aktiv rolle i dialogen med virksomheder for at sikre mere effektivitet og hurtigere beslutningsgange.
Erhvervsområdet opdeles i to fokusområder: Erhvervsservice og erhvervsudvikling, begge med ledere, der skal referere direkte til kommunaldirektøren.
Beslutningen kommer i kølvandet på Aalborg Kommunes udfordringer med erhvervsvenlighed, hvor kommunen for nylig faldt til en 58. plads i Dansk Industris årlige måling.
Lange sagsbehandlingstider på blandt andet byggesager og miljøsager er blandt de områder, der trækker vurderingen ned.
Kommunen håber, at den nye struktur kan sætte fart på udviklingsopgaverne og forbedre dialogen med byens virksomheder.
En ny leder for erhvervsudvikling forventes ansat i det nye år.