Søstre fra TV-program står bag: Løb til Verdens Ende og støt en god sag
Lige nu følger vi søstrene Susie og Heidi Rasmussen, der på grønt hold i TV2-programmet “Først til verdens ende” kæmper om at komme først fra New York til Argentinas hovedstad, Buenos Aires.
Nu vil de løbe til Verdens Ende sammen med aalborgenserne og resten af Nordjylland, når de den 29. maj afholder et løb, som støtter Kræftens Bekæmpelse.
Løbet bliver skudt i gang ved Lindholm Strandpark, og så går turen ellers mod Verdens Ende (i Nørresundby) og tilbage igen.
Al overskud til Kræftens Bekæmpelse
Løbet foregår den samme dag, som Royal Run indtager flere af de danske byer.
Men da vi i år ikke har været så heldige at kunne kalde os for værtsby i Aalborg, er det jo et fantastisk plaster på såret, at Susie og Heidi har arrangeret et løb, hvor alle kan være med.
Og så går al overskud til en rigtig god sag.
“Jeg er ramt af uhelbredelig knoglemarvskræft. Og derfor er det en stor motivation for mig at lave et løb, der støtter netop Kræftens Bekæmpelse,” siger TV-deltager Susie Rasmussen, til MigogAalborg.
Hun lader på ingen måder kræften stoppe hende. Tværtimod er det blevet en ekstra motivation, og hun kan næsten ikke få hold i løbeskoene igen.
Indtil nu har Susie og Heidi Rasmussen tilsammen løbet knap 500 halvmaratoner.
Derfor løber Susie og Heidi selvfølgelig også selv med til Verdens Ende og tilbage igen
– dog kun på den korte rute for at kunne være tilbage i mål og overrække medaljer og diplomer til flest mulige deltagere.
Fire forskellige distancer
Der kommer til at være fire forskellige distancer til løbet. De to korte kan man selv vælge, om man vil gå eller løbe.
Der vil være en rute på 5,3 km, der starter klokken 11.00, en på 10,6 km, der starter klokken 10.30 og et halvmaraton og et maraton, som starter klokken 10.00.
Ruten til Verdens Ende og tilbage er 5,3 km, og så afhænger det ellers af din distance, hvor mange gange du skal ud til spidsen.
“Der bliver masser af liv og glade dage på ruten. Vi håber, at det bliver en superdejlig dag, hvor man både får sig noget motion og støtter et godt formål,” siger Susie Rasmussen.
Inden 5,3 km-distancen bliver skudt igang klokken 11.00, kommer løbegudinden Stine Rex og varmer op sammen med deltagerne.
“Vi håber, at vi kan finde sponsorer, så vi kan dele nogle lækkerier ud efter løbet. Og så håber vi selvfølgelig på godt vejr, så man hygge lidt i de dejlige omgivelser efter løbet,” siger Susie Rasmussen.
Prisen for at deltage er 75 kroner.
Du kan melde dig til løbet her.
Og så kan du følge med i Familien Rasmussens mange andre løb rundt i Danmark her.