Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Hver tiende kvinde har det: Nyt løb sætter fokus på overset kvindesygdom

AI-genereret billede
AI-genereret billede

Når løbeskoene snøres i Kildeparken den 21. marts, handler det ikke kun om kilometer og sved på panden. 

Det handler i lige så høj grad om at skabe opmærksomhed på en alvorlig og ofte overset kvindesygdom. 

Med EndometrioseLøbet inviterer frivillige kræfter fra “Moses Yoga” og Endometriosefællesskabet aalborgensere i alle aldre til at løbe for en god sag – og hele overskuddet går ubeskåret til arbejdet med oplysning, støtte og forskning inden for endometriose.

En af de frivillige bag arrangementet er Kifaax Malin, som brænder for at sætte sygdommen på dagsordenen.

Hun er for mange kendt som poltiker, og stillede op for socialdemokratiet til Aalborg Kommunes Byråd i efteråret.

Men engagementet med endometriose rækker langt ud over hendes politiske virke. 

Hun lever nemlig selv med sygdommen, og nu kæmper hun for at udbrede kendskabet til den – ikke mindst blandt kvinder med andre etniske baggrunde, hvor kvindekroppen og smerter under menstruation kan være endnu mere tabubelagt. 

“Formålet er at skabe synlighed omkring en sygdom, som alt for få kender. Der er mange unge kvinder, der render rundt med stærke smerter under menstruation og tror, at det er normalt. Det er det ikke,” siger hun.

Blev kastet rundt i systemet i 11 år

Endometriose rammer omkring hver tiende kvinde fra teenagealderen.

Sygdommen kan give voldsomme smerter, kronisk træthed og i nogle tilfælde fertilitetsproblemer. 

Alligevel går mange i årevis uden at få stillet den rette diagnose.

Kifaax Malin ved alt om, hvor hårdt det kan være.

Hun var selv ambulant patient fra hun var 16 til 27 år og blev gentagne gange indlagt med svære smerter.

“Jeg blev kastet rundt i systemet og fik først at vide, at det bare var stærke menstruationssmerter.

Først for to år siden fandt jeg ud af, hvad jeg egentlig fejlede. Jeg ville ønske, jeg havde fået diagnosen langt tidligere,” fortæller hun.

I dag får hun hormonbehandling, som har mindsket smerterne, men sygdommen fylder stadig i hverdagen. 

Derfor føles det meningsfuldt for hende at engagere sig frivilligt.

“Jeg føler det som min pligt at oplyse den yngre generation, så de ikke skal lide i uvished i årevis, som jeg gjorde,” siger hun.

Løb alt fra 3 km til marathon

EndometrioseLøbet er for alle – både kvinder og mænd.

Deltagerne kan vælge mellem hel- og halvmarathon, men det er også muligt at løbe kortere distancer på tre til fem kilometer.

Prisen er 150 kroner, og alle gennemførende får en medalje.

“Det er vigtigt at understrege, at det her er drevet af frivillige, og at hele overskuddet går direkte til Endometriosefællesskabet.

Det er deres arbejde, der har været med til at presse på for, at regeringen endelig har afsat penge til forskning. Derfor håber vi, at mange fra Aalborg – både mænd og kvinder – vil bakke op,” siger Kifaax Malin.

Ud over løbet byder dagen også på oplæg fra politikere og repræsentanter fra Endometriosefællesskabet, der vil fortælle om sygdommen og kampen for mere forskning.

“Mit opråb er især til unge mennesker. Kom og vær med til en dag i fællesskabets tegn, hvor vi sammen sætter fokus på en sygdom, som alt for længe har været tabubelagt og underbelyst,” siger hun.

EndometrioseLøbet finder sted den 21. marts i Kildeparken i Aalborg. 

Tilmelding sker via linket på hjemmesiden her.

Fakta om Endometriose

  • Endometriose er en kronisk sygdom
  • Sygdommen rammer op mod 10% af alle kvinder og personer med en livmoder i den fødedygtige alder.
  • Endometriose er væv, som ligner livmoderslimhinde, men som sidder uden for livmoderen i bughulen på bugvæggen og omkring organerne.
  • Sygdommen har mange symptomer, men det mest almindelige er voldsomme smerter under menstruation.

Læs mere om symptomer, behandling og forskning på hjemmesiden.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.