Slut med brugt børnetøj: Populær butik siger farvel
I november 2018 slog Little Reusers dørene op til deres butik i Nørresundby.
Hos Little Reusers er konceptet således, at man indtil nu har kunnet leje en stand, hvorfra man kunne sælge ud af sit eget børnetøj, legetøj, udstyr til børn samt graviditetstøj.
Butikken har siden været velbesøgt, og hele idéen med at købe brugt børnetøj – der jo ellers virkelig kan være en dyr post – er vokset helt enormt.
Vil fokusere på andet koncept
Alligevel melder Little Reusers nu ud, at 4. juni 2023 bliver deres sidste dag:
“Little Reusers lukker dørerne i på Hjørringvej i Nørresundby for allersidste gang, den 4. juni 2023.
Til gengæld har vi med Reusers, fået åbnet en masse nye spændende og udviklende døre, som vi bliver nødt til at give al vores fokus og kærlighed
Og når man er som vi (Christina og Anne), vil vi altid give alt af os selv og mere til – men med så mange bolde i luften skal der prioriteres, i hvilke der skal gribes, og hvilke der ikke skal.
Det har virkelig været en hård og meget svær beslutning – men vi ved og kan mærke, at det er den rigtige.” skriver de på deres sociale medier.
Little Reusers har altså valgt at arbejde videre med deres andet koncept Reusers, og derfor bliver det et foreløbigt farvel til deres førstefødte.
Den sidste åbningsperiode vil blive “fejret” med manér, og der kommer derfor til at være flere forskellige tiltag i butikken.